Moribito: Guardian of the Spirit

Information

Billeder

Original titel: Seirei no Moribito

Instruktør: Keiji Kataoka

År: 2016-17

Genre: Fantasy, action

Antal afsnit: 22







Handling

Livvagten Balsa bliver hyret af kejserinden til at tage sig af sin søn prins Chagum, hvis liv er i fare, fordi han bærer på et åndeligt æg. Det viser sig, at dette æg er af afgørende betydning for landets fremtid, men Balsa må vogte både det og Chagum for farer i både den fysiske og åndelige verden, indtil ægget er klar til at blive udklækket.

Min mening

Denne serie består af tre sæsoner og er baseret på en bogserie, hvis første bind også er blevet lavet til en animeserie, som tilmed er en af mine yndlingsserier. Det er også første bind, der fungerer som plottet til den første sæson i denne serie, men denne består imidlertid kun af sølle fire afsnit, mens de to andre sæsoner består af ni. Til sammenligning består animeserien af 26 episoder, så der altså er noget mere substans i den tegnede version.

Det skal dog siges, at hver af de 22 episoder varer en time, men jeg synes stadig, at der mangler en hel del i sæson 1, der jo fungerer som introduktion til universet. Det er nok, fordi at der allerede var lavet en animeserie, men man burde alligevel have investeret mere i første sæson, da det handlingsmæssigt er den bedste, ligesom den fungerer som hele seriens udgangspunkt. Effekterne er også ret ringe, men de bliver heldigvis bedre i de to andre sæsoner, hvor det derimod er plottet, der hænger lidt.

Generelt er det en interessant serie med et unikt fantasyperspektiv, og både kulisser og kostumer er ret overbevisende, selvom der er et overforbrug af synlig selvbruner og lidt dårlige parykker. Kampscenerne er også velkoreograferede, men desværre lider mange japanske serier af en fællesnævner i form af dårligt skuespil, hvilket også er med til at trække denne serie ned. Der er mange karakterer, der er overspillet - såsom kejseren og Torogai, og personligt synes jeg, at rollen som Balsa er fejlcastet. Der mangler virkelig noget karisma, før hun bliver lige så fascinerende som anime-udgaven. Ikke desto mindre klæder det japansk TV at investere i store fantasy-produktioner, så jeg ville gerne se mere af den slags, da det er japanernes fantasi, der er deres største styrke.

Vurdering


Favoritkarakter:
Tanda


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

7/10
Total Page Visits: 273 - Today Page Visits: 1