Plottet i denne serie er bogstavelig talt "at kunne sætte sig i en anden persons sted", og ligesom med så mange andre japanske serier er denne naturligvis baseret på en manga, hvor et unaturligt fænomen finder sted i den virkelige verden. Karakterernes personligheder er derfor også noget karikerede, og ligesom med alle andre skole-serier, så formår personerne utroligt nok at gå i skole og opretholde en normal tilværelse, selvom de udsættes for bizarre begivenheder.
Selve konceptet med at bytte krop er set mange gange før, eksempelvis i anime-filmen Your Name, så det er ikke ligefrem banebrydende. Men denne serie har dog til formål at overbringe en morale, der er relevant for japanere såvel som alle andre: at man ikke skal dømme folk på deres ydre. Desværre er den overvægtige Zenko også en nederdrægtig og egoistisk møgunge, så hun ironisk nok er en heks indvendigt, samtidig med at serien forsøger at bilde os ind, at hun er god nok.
Der leges ikke nok med det psykologiske aspekt, der er med til at gøre folk til dårlige personer, for selvom det forsøges at blive forklaret, hvorfor Zenko er, som hun er, så fokuseres der alt for meget på Ayumi og hendes problemer, hvorved det bliver uklart, om det er hendes eller Zenkos. Serien siger også en hel del om den japanske kultur og problemet med mobning, for bare fordi Zenko er overvægtig, bliver hun kaldt for grim, hvilket hun jo slet ikke er, så det siger jo også lidt om Japans tilgang til kropsidealer, og netop derfor er det da også befriende med en overvægtig karakter, til trods for at hun er omgivet af de stereotype skønhedsidealer, der igen er med til at sende tvetydige signaler i forhold til det budskab, serien gerne vil sende. Med seks afsnit er det dog en nem serie, der hurtigt kan ses færdig i løbet af en maraton-aften.