Train Man

Information

Billeder

Original titel: Densha Otoko

Instruktør: Takeuchi Hideki, Nishiura Masaki og Kobayashi Kazuhiro

År: 2005

Genre: Romantik, komedie

Antal afsnit: 11 + 2 specials

.

.

.

.

.

.

.

.

Handling

Tsuyoshi lever en tilværelse som en helt almindelig otaku, indtil han en dag hjælper en kvinde fra at blive forulempet i toget. Tsuyoshi fortæller om sin oplevelse på et onlineforum, hvor han også begynder at spørge om råd, da kvinden sender ham en takkegave.

Min mening

Dette er nok en af de bedste japanske serier, jeg har set. Den er simpelthen så sød og livsbekræftende, så selvom der godt nok er meget følelsesporno, så er det bare en meget god historie om en genert nørd, der forelsker sig i en rig og dannet kvinde, der samtidig udvikler følelser for ham. Det er derfor en ret simpel, men alligevel smuk historie, fordi handlingen får lov at udspille sig i et meget roligt tempo, så en bemærkelsesværdig og ikke mindst troværdig karakterudvikling kan finde sted.

Det unikke ved denne serie er, at den faktisk er baseret på virkelige forumindlæg fra 2004, hvor en otaku påstod at have hjulpet en kvinde i et tog, som han så modtog en gave fra, hvorpå de to begyndte at date. Derfor fylder internettet også meget, og det er virkelig rørende at se, hvordan et onlinefællesskab fungerer og kan støtte folk. På det punkt er internettet så sandelig en gave, og der gøres også (overdrevet) meget ud af at vise, hvor mange forskellige mennesker, der benytter internettet. Der er dog også meget onlineslang, og da dette er japansk kan det være svært at forstå som udlænding.

Samme år som denne serie blev udgivet, blev der også udgivet en film, hvor man er mere tro over for den virkelige historie, fordi man stort set kun tager udgangspunkt i forumindlæggene. Filmen er derfor ikke lige så fjollet, dramatisk og handlingsrig, fordi der heller ikke er ret mange karakterer, og efter min mening er den derfor heller ikke lige så god som serien, der godt nok pynter på historien, men ikke desto mindre gør den mere nuanceret.

Det kan dog diskuteres, hvor troværdig handlingen egentlig er, for den er trods alt ekstremt romantiseret, men den er ikke desto mindre sød og virkelig befriende, fordi der ikke sættes fokus på andet end følelser, hvilket burde være det eneste fundament for kærlighed. Alle andre problemer og udfordringer bliver gradvist skrællet væk, og det er også det, der skaber fortællingen, fordi Tsuyoshi skal udsættes for den ene prøvelse efter den anden, hvilket nu og da skyldes lidt unødvendigt drama grundet småting. Men dermed bliver man også i tvivl, om de får hinanden til sidst, fordi de trods alt lever i hver deres verdener.

Skuespillet er egentlig ikke særlig godt, men castingen er spot on. Atsushi Ito er virkelig god til at spille kikset, selvom han græder lidt for meget, og Misaki Ito udstråler en naturlig uskyld. Persongalleriet er dog meget karikeret, og der er rigtig mange tegneserieagtige indslag, hvilket sjovt nok fungerer, for det er trods alt en komedie, som nok mest er tiltænkt otakuer - selv åbningssekvensen er en hyldest til den ikoniske animationsekvens Daicon IV.

Vurdering


Favoritkarakter:
Tsuyoshi


Plot: 


Karakterer:


Skuespil:


Det visuelle:


Overordnet karakter:

9/10
Total Page Visits: 177 - Today Page Visits: 1