Denne film er baseret på fænomet "billedbrude", hvor asiatiske kvinder sendte billeder af sig selv til mænd med samme nationalitet, som søgte efter en brud i udlandet, og man får allerede fra start at se, hvordan dette koncept blev misbrugt. Mænd sendte nemlig også billeder af sig selv, så kvinderne kunne se, om han overhovedet var deres type, og det viser sig, at Riyos mand har anvendt et billede fra da han var ung, mens han i virkeligheden er 43 år gammel, mens hun kun er 16.
Dette er i sig selv kontroversielt og gør virkelig historien svær at nyde, fordi en stakkels uskyldig teenagepige er blevet lokket til et fremmed land af en mand, der er mere end dobbelt så gammel som hende. Han har dog ingen seksuelle bagtanker, idet han tilsyneladende blot er ensom, men det er alligevel en skam, at aldersforskellen skal være så markant, selvom det var mere acceptabelt dengang. Med et nutidigt perspektiv havde man nok alligevel gjort hende et par år ældre.
Ikke nok med at Riyo er blevet narret til at gifte sig med en ældre mand, så skal hun også indfinde sig som markarbejder under slavelignende forhold i en ukendt kultur med et helt nyt sprog. Man kan derfor ikke have andet end ondt af hende, men selvom hun beklager sig og naturligvis har hjemve, så er hun god til at bide det hele i sig og acceptere sin nye tilværelse, selvom den ikke ligefrem kan siges at være værdig, så man har alt i alt haft til hensigt at skildre hende som et stærk kvinde og hylde billedbrude gennem Riyo.
Jeg elsker, når film sætter fokus på knap så omtalte hændelser fra fortiden, men det er også åbenlyst, at der har været tale om et personligt projekt for instruktøren. Det er derfor ikke en storfilm med det store drama, men snarere en troværdig skildring af virkelige mennesker og deres livsvilkår. Man bliver dog også fastlåst til Riyo og sukkerplantagen, så man kun ser ufatteligt lidt af Hawaii og den nye kultur, hvorved den japanske sjovt nok bliver dominerende.
Det mest interessante er derfor at se, hvordan der kommunikeres mellem japanerne på en blanding af japansk, engelsk og hawaiiansk, hvilket ret godt skildrer den integrationsproces, som fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, hvor immigration førte til diverse subkulturer rundt omkring i verden. Og så er der det racemæssige aspekt, som dog ikke eksplicit berøres, selvom det burde være relevant at forholde sig til.
