Showdown in Little Tokyo er en typisk kampsportsfilm fra perioden, hvor denne genre havde sin storhedstid. Dog sejler denne film med på det sidste bølgeskvulp, før folk begyndte at få nok af denne type film, og når man ser denne, kan man sagtens forstå, at populariteten døde ud.
Showdown in Little Tokyo leverer nemlig absolut intet nyt, hverken handlingsmæssigt eller karaktermæssigt. Det er kort sagt endnu en kampsportsfilm i rækken baseret på den samme skabelon, så man kan regne ud, hvad der kommer til at ske, og hvad det hele vil ende med. Det er således en typisk drengerøvsfilm uden indhold, men med masser af slåskampe, eksplosioner, bare bryster og den ene nedslidte kliché efter den anden. Der er ganske enkelt intet originalt ved denne film, så det derfor føles, som om man har set den før.
Skuespillet er meget tørt med de sædvanlige arketyper, og Dolph Lundgrens dårlige japanske er bare grinagtigt, mens hans evne til at overleve at blive skudt i brystet er decideret latterligt, så det grænser til en superheltefilm. Selvom kampscenerne godt nok er velkoreograferede er de knap så veludførte, og generelt er der alt for mange af slagsen, så det bogstavelig talt bare bliver en kampsportsfilm.
Det er desværre også en af den slags Vestlige film, der har været med til at skabe et meget stereotypt billede af den japanske kultur og særligt den japanske mafia, men overordnet set formår man at inddrage alle falske forestillinger om Japan, selvom filmen udspiller sig i USA. Det eneste, der sådan set mangler, er en sortklædt ninja og en moderne geisha.
