Jeg havde længe set frem til denne film, da jeg fandt ud af, at Martin Scorsese (efter 25 år) endelig var i gang med at filme den. Silence tager nemlig udgangspunkt i en bid af Japans historie, som jeg synes er virkelig interessant, og som jeg havde glædet mig til at se i en højt budgetteret film. Og jeg blev bestemt ikke skuffet over resultatet.
Der er tale om en flot film med autentisk drama, der tager udgangspunkt i den virkelige historie, så Silence er ikke Hollywoodficeret med unødig action, romantik og special effects. Det eneste "men" er, at folk i filmen taler engelsk, selvom de er portugisere, og selv japanerne er temmelig gode til sproget, hvilket virker lidt bizart i en tid, hvor de ikke er i kontakt med det. Om ikke andet gør det filmen mere tiltrækkende for folk, der samtidig kan lære noget af den og få indblik i en del af Japans fortid, som de måske ikke kender til.
Ydermere sætter filmen fokus på konceptet tro og sætter det til debat ved netop at tage udgangspunkt i en virkelig fortælling. Man får at se, hvor skrøbelig/stærk tro er, og hvordan visse tanker bare ikke passer ind i andre kulturer, fordi man her har et helt andet verdenssyn, som jo i størstedelen af verden er skabt via tro. På den måde kan man benytte sig af filmen som eksempel til at påpege, hvorfor der opstår kulturelle konflikter nu om dage, for det bliver ret godt forklaret, hvorfor kristendommen ikke passer ind i Japan, og det burde få seerne til at forstå, at de ikke bare kan tage til et andet land og forlange, at folk der skal acceptere dem, for det som man selv anser for at være sandt, er ikke sandt i andres øjne - fordi der ingen sandhed findes.
Som karaktererne - og dermed de virkelige personer, der har eksisteret - nemlig viser, så har man et standpunkt, til man tager et nyt, og vi er som mennesker i stand til at tilpasse os vores omgivelser, hvilket vil sige, at vi sagtens kan løsrive os vores mentale forestillinger og danne os nye.
Silence er en temmelig lang film, og visse scener virker meget langtrukne, hvilket nok også skyldes fraværet af musik, så man netop kun har stilheden (silence) at lytte til, men der er samtidig mange brutale scener, der er med til at skabe balance i handlingen.
