The Handmaiden

Land: Sydkorea Instruktør: Park Chan-wook År: 2016 Genre: Historisk drama, romantik, erotik Spilletid: 168 minutter
I den første halvdel af 1900-tallet er Korea underlagt japansk styre, og mange japanske rigmandsfamilier bor derfor i landet, hvor de opvartes af koreanske tjenestefolk. Tyven Sook-hee står i ledtog med svindleren Fujiwara, der sørger for, at hun bliver ansat som tjenestepige hos den excentriske Lady Hideko og hendes onkel. Dette bliver dog begyndelsen på et erotisk eventyr for Sook-hee, der ender med at etablere et forhold til Lady Hideko, selvom det ellers var den opgave, Fujiwara havde udset til sig selv.
Denne film er mest af alt blød porno, da der er en helt absurd mængde seksuelt indhold, der i visse tilfælde er temmelig visuelt, men det forbliver samtidig smagfuldt og lidenskabeligt fremfor grotesk og vulgært. Det er dog intet desto mindre en flot film med fantastisk skuespil, hvor de medvirkende på nærmest naturlig vis skifter mellem at tale japansk og koreansk, hvilket man som seer kun er klar over, hvis man er bekendt med forskellen på de to sprog. Selvom der er et overdrevet fokus på det seksuelle aspekt, så er det dog også det, der er filmens omdrejningspunkt, da det er spændingerne mellem mennesker (og køn), som skaber det gennemgående drama. Handlingen er opdelt i tre akter, hvor man som seer får sig noget af en overraskelse, da man gang på gang bliver taget ved næsen, fordi man ved at følge forskellige perspektiver bliver klar over, at det man troede var sandt, i virkeligheden viser sig at være en løgn. Det er kort sagt svært at vide, hvad man skal tro, og hvem man kan stole på, fordi de medvirkende leger med hinandens følelser på kryds og tværs, men det er også dette, der gør filmen værd at følge fra start til slut, for i krig og kærlighed gælder alle kneb, og især når det kommer til kærlighed er vi som mennesker sleske og egoistiske.
Favoritkarakter: Lady Hideko Plot: 8/10 Karakterer: 8/10 Skuespil: 10/10 Afslutning: 9/10 Det visuelle: 9/10 Overordnet karakter:

8/10

The Handmaiden

The Handmaiden

The Handmaiden

The Handmaiden

 

Total Page Visits: 314 - Today Page Visits: 1