Bombetogterne i Hamamatsu

Bombetogterne i HamamatsuHen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. En af de byer, der blev hårdest ramt, var Hamamatsu i Shizuoka-præfekturet, idet byen blev udsat for flere bombetogter i løbet af 1945, hvor USA intensiverede angrebene på Japan. Hamamatsu var hjemsted for over 160.000 mennesker og blev udvalgt som mål, fordi der var tale om en vigtig industriby, hvor der desuden lå en station, der forbandt Tokyo med Osaka, så ved at udrette skade på byen forsøgte man altså at ramme infrastrukturen og svække produktionen af krigsudstyr.

Første gang, Hamamatsu blev gjort til et mål for bombetogter, var den 27. november 1944, men herefter var der stille frem til den 5. februar 1945, hvor 54 bombefly gik efter at ramme Mitsubishis fabrikker. To og en halv måned senere, den 30. april, blev 69 fly sendt af sted for at bombe Hamamatsu centrum, og kun to uger senere, den 14. maj, var 135 fly involveret i bombetogter i regionen, hvilket denne gang gik ud over byens nordøstlige egne. Fem dage senere blev Hamamatsu så sekundært mål i forbindelse med et andet bombetogt, da 32 fly tog turen over byen, og en måned efter, den 18. juni, blev byen så udsat for de største ødelæggelser under krigen, da bombetogterne denne gang førte til en enorm bybrand, der endte med at lægge hundredvis af hjem i ruiner. Hamamatsu var i den grad blevet svækket i løbet af et halvt år, men alligevel blev byen dog mål for et sidste angreb den 29. juli, da både bombefly og USA’s flåde udførte bombadementer i Hamamatsu for igen at ramme stationen, som på dette tidspunkt var blevet genopbygget. Da Anden Verdenskrig sluttede to uger efter det sidste angreb, var omkring 60 % af Hamamatsu blevet jævnet med jorden, og over 4000 mennesker havde mistet livet. Genopbygningen af byen tog dog udgangspunkt i de områder, som havde gjort Hamamatsu til et mål for angrebene, idet der den dag i dag stadig ligger mange maskinfabrikker samt en station på shinkansenlinjen mellem Tokyo og Osaka.

 

Bombetogterne i Hamamatsu137total visits,1visits today