

Hen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. En af de byer, der blev udsat for talrige bombeangreb, var havnebyen Tsu, fordi her i denne befandt sig flere fabrikker, hvilket blandt andet inkluderede en fabrik, som producerede ammunition til den japanske hær. Så ved at ramme disse kunne man altså standse produktionen af udstyr og på den måde svække den japanske krigsførelse.
Tsu blev første gang udsat for et bombeangreb den 12. marts 1945, hvilket dog ikke resulterede i dødsfald. Ugen efter omkom de første indbyggere så under endnu et angreb, mens 26 mennesker mistede livet under et større et af slagsen i april. I sommeren 1945 blev Tsu som by så udpeget som mål, idet byen blev udsat for flere store bombetogter. Det ene af disse fandt sted den 26. juni, hvor 600 mennesker mistede livet, og måneden efter blev Tsu igen ramt af bombeangreb den 24. og 28. juli, hvor sammenlagt 1800 mennesker mistede livet. Majoriteten af disse omkom under det første angreb den 24. juli, eftersom dette foregik i byens centrum, mens det andet angreb formåede at lægge Tsu i ruiner, så 10.000 hjem blev ødelagt, hvilket gjorde 16.000 mennesker hjemløse.
Blandt de bygninger, som var gået tabt, var flere historiske af slagsen, hvilket inkluderede nationalskatte. Byens nyopførte bibliotek med bevaringsværdige dokumenter gik ligeledes tabt under bombningerne af byen, der stadig den dag i dag er præget af industri.
