Bombetogterne på Hokkaido

Bombetogterne på HokkaidoHen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. Selvom Hokkaido er den anden største af Japans fire hovedøer, så ligger den dog så langt nordpå, at den ikke blev gjort til et mål for bombetogter, før USA havde fået kontrollen over Iwo Jima og hér anlagde en base, så det på den måde blev muligt at sende flåder med fly afsted på missioner til de nordlige egne af Japan. Befolkningen på Hokkaido var endnu ret lille, og der var ikke så mange storbyer, men visse byer var dog præget af industri, og det var derfor primært disse, man gik efter at ramme, og grundet sin beliggenhed undgik Hokkaido samtidig at blive udsat for bombetogter rettet mod befolkningen, hvilket ellers foregik mange andre steder i Japan. 

Det var først og fremmest jernbanefærgeforbindelsen mellem Hokkaido og Honshu, som amerikanerne agtede at ødelægge, så man på den måde kunne isolere Hokkaido, så øen dermed ikke kunne spille en rolle i Japans krigsførelse, hvor Hokkaido mest stod for at levere forsyninger af kul. Men når man alligevel skulle foretage et angreb mod Hokkaido, så valgte USA at sætte alle kræfter ind, da intet mindre end 3000 fly blev sendt af sted natten mellem den 14. og 15. juli 1945 med flere byer på Hokkaido og i Aomori-præfekturet som mål. På denne dag var det dog overskyet, så nogle af de planlagte byer blev erstattet af tilfældigt udvalgte, som flyene fløj over og valgte at bombe i stedet. De fleste mål blev dog ramt, og det drejede sig primært om byer langs den vestlige kyst, mens de nordsøstlige og centralt beliggende byer i høj grad gik fri. Værst gik det ud over havnebyen Muroran, der var blevet valgt som et af de primære mål, fordi denne var kendt for sin mineindustri, og hér endte omkring 500 mennesker derfor med at miste livet. Andre byer, der blev hårdt medtaget var blandt andet Kushiro, Nemuro og Hakodate, mens byer som Sapporo, Asahikawa og Otaru også blev ramt, men derimod kun oplevede skader i et begrænset omfang. 

Over 50 byer blev ramt under det omfattende bombetogt, der varede frem til næste dag, og næsten 3000 mennesker mistede livet. Angrebet var ydermere en succes, idet amerikanerne havde formået at sænke mange skibe og ødelægge flere havne, så jernbanefærgeruten mellem Honshu og Hokkaido stort set blev sat ud af drift. Angrebet på Hokkaido var så omfattende, fordi man havde tænkt, at det skulle være et enkeltstående et af slagsen, og Hokkaido blev således ikke udsat for flere angreb i den sidste måned af Anden Verdenskrig. Efter krigens afslutning kunne man fokusere på at genopbygge de ødelagte byer, og færgeforbindelsen til Honshu blev med tiden erstattet af en jernbanetunnel.

Total Page Visits: 37 - Today Page Visits: 1