Ashigaru var betegnelsen for fodsoldater i det feudale Japan, hvor de opstod som folkegruppe, da der blev behov for at etablere store hære i forbindelse med krigsførelse. Ashigaru var typisk bønder eller ansatte, der arbejdede under en lokal fyrste, som stillede dem til rådighed, hvis der skulle udkæmpes et lokalt slag. Da de øverstbefalende i krig dengang red på heste, så fik ashigaru deres navn, fordi de kæmpede til fods (ashigaru betyder direkte oversat "let til fods").
Med etableringen af samuraiklassen, blev det primært samuraier, der stod for at hyre ashigaru, når der skulle udkæmpes et slag, mens samuraierne var ansat under højerestående mænd som for eksempel daimyoer. Ashigaru var altså nederst i hierarkiet, og præcis som med bønder i skak, så var det altid dem, der blev sendt først i kamp, da det samtidig var dem, der var flest af på slagmarken. Ashigaru var bogstavelig talt helt almindelige mænd, der sjældent havde meget kamperfaring, så de blev generelt anset for at være nødvendige ofringer.
I forhold til samuraier var ashigaru-rustninger mere beskedne, men de var imidlertid i stand til at gøre brug af et bredt repertoire af våben, der i begyndelsen inkluderede både spyd, sværd samt bue og pil, før geværer blev introduceret i Japan og blev det foretrukne våben under store slag. At nedlægge mange mænd i kamp og sågar overleve kunne bringe en ashigaru stor ære og tilmed føre til, at han steg i status og blev udnævnt til samurai, og derfor valgte mange at lade sig hyre til jobbet, selvom lønnen og leveforholdene var temmelig usle.
Med etableringen af Tokugawa-shogunatet i begyndelsen af 1600-tallet gik Japan ind i en periode præget af fred, og behovet for ashigaru forsvandt derfor, hvorved mændene i denne tid blev nødt til at beskæftige sig med helt almindelige hverv, mens samuraiklassen formåede at bestå som den eneste krigerklasse.