Nunchaku

Nunchaku

Nunchaku er et våben bestående af to aflange stykker træ, der er forenet i hver ende via et reb eller en kæde. Træstykkerne kan holdes i hænderne, og typisk bevarer man grebet om det ene stykke med en enkelt hånd, mens man svinger det andet stykke rundt i luften, så man blandt andet kan anvende det til at slå med. Der er dog tale om et våben, der kun kan bruges i nærkamp, ligesom det ikke rigtig påfører modstanden stor skade, og derfor har brugen af nunchaku aldrig rigtig været udbredt i egentlig kamp men derimod under træning, så man med våbnet kunne tilegne sig teknik og fokus.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår nunchakuer blev opfundet, og man ved heller ikke engang, hvad ordet betyder, men man går ud fra, at de har deres oprindelse fra Okinawa, hvor nunchakuer i sin tid blev brugt til at tærske ris. Med tiden formoder man så, at værktøjet blev omdannet til et træningsredskab, så det fik status som et våben, men det er faktisk først i nyere tid, at nunchakuer har fået denne status grundet brugen af dem i film - særligt i Bruce Lees film fra begyndelsen af 1970'erne, hvor han viste, at våbnet også kan benyttes som forsvar.

I dag bliver nunchakuer ikke kun fremstillet i træ, idet de også laves af blandt andet plastik og metal, mens der også findes nunchakuer af skum, der sælges som legetøj. I dag er brugen af nunchakuer også primært centreret om teknik, idet de kræver præcision, eftersom man meget nemt kan komme til at ramme sig selv, hvis man ikke har kontrol over dem. Ikke desto mindre afholdes der også turneringer, hvor modstandere kæmper mod hinanden med nunchakuer, men eftersom disse har status som et våben, så er de ulovlige at besidde i mange lande.

Total Page Visits: 358 - Today Page Visits: 1