Ami Koshiishis forsvinding

Ami Koshiishi

Den 14-årige Ami Koshiishis forældre var skilt, så hun boede sammen med sin mor i byen Shiojiri i Nagano-præfekturet, mens hendes søster boede sammen med deres far i Toyama-præfekturet. Af uforklarlige årsager forsvandt Ami dog i 2014, da hun den 25. oktober forlod sit hjem med beskeden om, at hun ville gå en tur. Hun vendte imidlertid ikke tilbage, og da hendes mor ikke hørte noget til Ami eller kunne komme i kontakt med hende, valgte hun at melde sin datter savnet hos politiet, der kunne spore Amis mobiltelefon til Kajiyashiki station i byen Itoigawa i Niigata-præfekturet, før den enten blev slukket eller løb tør for strøm.

På overvågningsbilleder kunne man se Ami købe ind i en butik ved stationen, men dette blev dog det sidste livtegn fra pigen, som man hverken så eller hørte noget til lige siden, og det vides derfor ikke, hvor hun tog hen fra Kajiyashiki station, ligesom der heller ikke var nogen forklaring på, hvorfor hun var taget dertil. Itoigawa ligger nemlig 120 kilometer fra Shiojiri, så teenagepigen havde altså valgt at tage ud på en længere rejse, selvom hun ellers sagde, at hun bare ville gå en tur. Dog ligger Itoigawa på togruten mellem Nagano-præfekturet og Toyama-præfekturet, så man gik ud fra, at Ami agtede at besøge sin far og søster, men af ukendte grunde nåede hun aldrig frem.

Det besynderlige er dog, at man fra Shiojiri kan tage et tog til Toyama-præfekturet via Itoigawa, uden at dette passerer forbi Kajiyashiki station. Denne er nemlig en del af en meget længere togrute på 200 kilometer, så dette kunne tyde på, at Toyama-præfekturet ikke var målet for Amis rejse, eftersom hun tilsyneladende tog en unødvendig omvej. Den lange afstand kunne også tyde på, at hun var løbet hjemmefra, men det er aldrig blevet bekræftet, eftersom pigen aldrig er blevet fundet. Det er derfor uvist, om hun forsvandt af egen fri vilje, eller om hun kom ud for en ulykke eller en forbrydelse under sit ophold i Itoigawa, hvor Kajiyashiki station er en temmelig lille en, som kun ligger 200 meter fra havet. Det er således muligt, at Ami tog ud for at se dette, og at der i den forbindelse kan være sket hende noget, medmindre hun havde et ærinde i dette område af landet, for hvorfor skulle hun ellers stå af i et så øde område?