Naoka Sagas forsvinding

Naoka Saga

Den 6-årige Naoka Saga boede sammen med sin mor i byen Nemuro på Hokkaido, hvor hun den 1. august 1976 gik udenfor for at lege på egen hånd, hvilket hendes mor observerede inde fra huset, hvor hun sidst så sin datter gå rundt og svinge med en pind. Da kvinden igen valgte at kigge ud gennem vinduet for at tjekke efter Naoka, var hun dog ikke længere til at få øje på, og da hun gik ud for at lede efter hende, kunne hun heller ikke finde frem til pigen, som ikke engang svarede, når der blev kaldt på hende.

Moderen forhørte sig derfor i lokalområdet, hvor folk kunne berette at have set en pige med en pind i hånden gå rundt på gaden, hvilket tydede på, at Naoka havde forladt sit hjem for at tage på eventyr i byen. En privat eftersøgning blev herefter igangsat, men da denne ikke gav noget resultat, valgte Naokas mor så at gå til politiet for at melde sin datter savnet. Trods en storstilet eftersøgning efter den lille pige, lykkedes det dog aldrig at finde frem til hende, og det vides derfor heller ikke, hvad der blev af hende, den dag hvor hun tilsyneladende valgte at forlade sit hjem. Eftersom dette befandt sig tæt på havnen i Nemuro, mistænkte man dog, at Naoka kunne være faldet i vandet, men daglige eftersøgninger i havet førte ikke noget med sig.

Eftersom Naokas mor var fraskilt, mistænkte man også, at pigens far kunne være involveret i hendes forsvinding, eftersom han havde udtrykt ønske om at se hende, men det blev aldrig bevist, at han var indblandet i sagen, og det ville i så fald også være et tilfælde, at han valgte at lægge vejen forbi Naokas hjem, samtidig med at hun var ude at lege. Mulighederne er derfor mange, idet hun både kan være blevet udsat for en forbrydelse eller være blevet offer for en ulykke, ligesom hun kan have forvildet sig væk, så hun endte et sted, hvorfra hun ikke kunne finde hjem igen.