Familiedrabet i Kitayashima

AI-generet billede af en bygningsbrand

Natten til den 9. januar 1951 blev brandvæsnet kaldt ud til en brand i landsbyen Kitayashima i Osaka, hvor en ejendom stod i flammer. Det var lykkedes for en nabo at redde en 7 måneder gammel dreng ud fra branden, men husets andre beboere omkom desværre, hvilket drejede sig om den 40-årige Eiji Sawada, hans 33-årige kone og deres tre sønner på 10, 8 og 4 år. Det var således den yngste søn, som var blevet reddet ud i live, men han havde desværre pådraget sig et stort sår i hovedet, som var medvirkende til, at han ligeledes mistede livet, og det stod inden længe klart, at dette sår ikke stammede fra et uheld.

Samtlige familiemedlemmer var nemlig blevet slået ned eller havde fået halsen skåret over, hvilket rettere sagt betød, at de var blevet dræbt, inden branden opstod, så denne var efter alt at dømme blevet påsat for at skjule forbrydelsen. Og eftersom alle familiemedlemmer havde skader, udelukkede dette, at gerningspersonen var at finde i blandt dem. Det var højst sandsynligt en udefrakommende, som havde dræbt familien under det, som muligvis var et hjemmerøveri, som fandt sted, imens familien Sawada lå og sov.

Eiji Sawada var nemlig en succesfuld frugt- og grønthandler, som tjente godt på sin forretning, men man kunne umiddelbart ikke konkludere, om der var blevet stjålet noget fra hjemmet, eftersom dette nedbrændte, så der kunne sagtens have været tale om et andet motiv. Generelt virkede det nemlig underligt, at en fremmed person skulle have rejst til Kitayashima i løbet af en vinternat, hvor vedkommende tilfældigvis havde udset sig Eiji Sawadas ejendom, hvis personen ikke kendte ham i forvejen. Det var derfor oplagt at tro, at gerningspersonen selv boede i Kitayashima, der dog var en lille landsby med omkring 200 huse, hvor alle kendte hinanden, hvilket samtidig betød, at stort set alle byens indbyggere kunne være mistænkte.

I sidste endte kunne politiet ikke komme nærmere en gerningsperson blandt de 80 mistænkte, man havde i kikkerten, fordi der simpelthen ikke var nogen beviser, som pegede på nogen af dem. Familiedrabet med i alt seks dødsofre endte derfor med at forblive uopklaret, og i 1966 blev sagen forældet, så ingen herefter kunne blive dømt i denne. Men det fik alligevel aldrig nogen til at stå frem og tilstå forbrydelsen.

Total Page Visits: 36 - Today Page Visits: 1