Flykapringsforsøgene den 17. marts

Et All Nippon Airways fly

I 1977 skete et usædvanligt sammentræf, da to flykapringsforsøg uden tilknytning til hinanden fandt sted på den samme dag, hos det samme flyselskab på to forskellige fly, der begge var på vej til lufthavnen i Sendai. Det første kapringsforsøg udspillede sig natten til den 17. marts, hvor All Nippon Airways Flight 724 var lettet fra Chitose Lufthavn på Hokkaido med kurs mod Sendai. Med ombord var 7 besætningsmedlemmer og 36 passagerer, og i blandt disse var en 27-årig mand, der kort efter afgang besluttede sig for at kapre flyet ved med en medbragt kniv at true en stewardesse til at åbne døren ind til cockpittet, så han kunne beordre piloterne til at skifte kurs. Hans planer blev imidlertid forpurret, idet han blev overmandet af fire andre passagerer, før han kunne nå at få adgang til cockpittet eller gøre skade på nogen. Manden blev holdt i skak, mens flyet kunne foretage en nødlanding i Hakodate Lufthavn, hvor politiet stod klar til at anholde ham. Hans motiv viste sig at være noget så simpelt som et ønske om at emigrere, og det var derfor hans plan, at flyet skulle have bragt ham til udlandet. Retssagen imod ham blev ikke dækket, så det er uvist, hvilken straf han modtog.

Det næste kapringsforsøg fandt sted cirka 6 timer senere, da All Nippon Airways Flight 817 lettede fra Haneda Lufthavn i Tokyo klokken 6.30 med kurs mod Sendai. Med ombord på dette fly var 7 besætningsmedlemmer og 173 passagerer, og denne gang var det en 26-årig mand, der kort efter afgang valgte at rejse sig fra sit sæde og true kabinepersonalet med en medbragt pistol, der dog ikke var ægte, men den var dog stadig i stand til at skyde med løst krudt, så da piloterne hørte lyden af et skud, skyndte de sig at foretage en nødlanding, mens gerningsmanden valgte at forskanse sig selv på et toilet. Dette gjorde det muligt for politiet at infiltrere flyet med det formål at anholde ham, men da man fik adgang til toilettet, viste det sig, at manden var død - han havde nemlig begået selvmord ved at indtage cyanid, muligvis fordi hans planer om at kapre flyet havde slået fejl. Man kunne således ikke finde ud af, hvad der var hans egentlige motiv, men i hans ejendele fandt man imidlertid beviser på, at han muligvis var ude efter penge i form af en løsesum, og at passagererne på flyet skulle have fungeret som gidsler. Ud fra mandens fingeraftryk kunne man fastslå hans identitet, og det viste sig, at der var tale om et bandemedlem, der havde været anholdt 11 gange tidligere - blandt andet for drabsforsøg.

Total Page Visits: 364 - Today Page Visits: 1