Mordbrandene i Kobe

Her ses Hiroshi Kaji overvære en af sine brande

Fra 1962 til 1965 blev Kobe ramt af hele 190 påsatte brande, hvoraf disse endte med at koste 13 mennesker livet, da alt fra spillehaller og butikker til lejligheder blev udpeget som mål af en eller flere ukendte gerningspersoner. Man havde nemlig ingen anelse om, hvem der stod bag de mange påsatte brande, før et vidne alarmerede politiet den 8. februar 1965, da vedkommende så en mand, der forsøgte at sætte ild til noget avispapir. Denne mand blev derfor opsøgt af politiet, der valgte at bringe ham til afhøring, hvor han indrømmede, at det var ham, der havde stået bag de fleste af de brande, som han præget byen i 2½ år.

Der var tale om den 36-årige Hiroshi Kaji, der selv boede i Kobe, hvor han levede en tilværelse som arbejdsløs og dagligt forsøgte at finde arbejde. Men fordi han havde en plettet straffeattest, var der ingen, som ville ansætte ham, og det var tilsyneladende frustrationerne over dette, der fik manden til at udtrykke sin vrede mod samfundet og dets borgere ved at sætte ild til tilfældige bygninger i byen, hvilket blev en forløsning, som han blev afhængig af. Han overværede derfor også nogle af brandende ved at skjule sig blandt andre fremmødte, så politiet havde faktisk allerede et billede af ham, idet han optrådte på et af deres egne fotografier fra et af gerningsstederne.

Selvom Hiroshi erkendte at stå bag de mange brande, der tilsammen havde kostet 13 mennesker livet, så blev han dog kun sigtet for at have forvoldt 9 menneskers død. Da det ikke kunne bevises, at han havde haft i sinde at slå disse personer ihjel, slap han imidlertid med livsvarigt fængsel, selvom han i teorien var en af de værste seriemordere i Japans historie. Problemet var bare, at der var tale om indirekte ofre i en anden type forbrydelse. Selvom hans efternavn staves med brug af andre tegn, så betyder ordet "kaji" ironisk nok "ildebrand".

Total Page Visits: 67 - Today Page Visits: 1