Akaishi-jordskreddet i 1945

Akaishi-jordskreddet i 1945
Et billede af ødelæggelserne

Akaishi-jordskreddet i 1945

I marts 1945 blev det nordlige Japan ramt af store mængder nedbør, samtidig med at sneen i disse egne var begyndt at smelte i bjergene, efter at man nogle steder havde oplevet en rekorddybde på 3 meter. Den 22. marts fik dette så store konsekvenser i Aomori-præfekturet, da den blødgjorte jord udløste en kombination af en lavine og et jordskred, der klokken 23 ramte Akaishi-floden, der således gik over sine breder, samtidig med at vandet blev blandet med de enorme mængder jord og sne og dermed forvandlet til en flodbølge af mudder. I nattens mørke nåede denne så frem til den lille landsby ved navn Akaishi, hvor ingen var forberedt på katastrofen, der uden videre ramte, da mudderet skyllede gennem byen og lagde denne i ruiner, idet 20 af de 21 bygninger blev skyllet bort.

Landsbyen bestod primært af jægere og deres familier, og ud af de i alt 110 indbyggere mistede 87 af dem livet, så hele husstande blev udslettet i løbet af et enkelt øjeblik. De få, der havde held med at overleve, måtte efterfølgende kæmpe i kulden for at finde frem til overlevende, mens andre måtte vandre flere kilometer i kulde og mørke for at slå alarm. Da dette var under Anden Verdenskrig var majoriteten af Japans mænd og myndigheder dog beskæftiget andetsteds, så det var svært at få den rette hjælp, og det viste sig da også at være forgæves, for da solen stod op, stod det samtidig klart, at der var tale om en ufattelig katastrofe, der havde jævnet en hel landsby med jorden.

Total Page Visits: 143 - Today Page Visits: 1