Den 7. november 2006 oplevede man en storm i det nordlige Japan som følge af en koldfront, der bevægede sig ind over landet. På det nordlige Hokkaido var det atmosfæriske tryk samtidig så lavt, at vejrforholdene resulterede i dannelsen af en tornado ved byen Saroma, hvor folk slet ikke var forberedte på det usædvanlige vejrfænomen, så ikke alle nåede at reagere, før det var for sent.
Tornadoen, der siden er blevet kategoriseret som en F3-tornado, bevægede sig tværs gennem Saroma og endte med at blive den dødeligste, der er registreret i Japan siden Anden Verdenskrig, idet 9 mennesker mistede livet. Ironisk nok var majoriteten af ofrene dog ikke indbyggere i Saroma, selvom flere huse ellers styrtede sammen - mange beboere var nemlig ikke hjemme, da tornadoen ramte klokken 13.25. Flere af de døde var derimod udefrakommende arbejdere, der var tilknyttet et igangværende tunnelbyggeri i byen, hvor de holdt til i skurvogne, som blev væltet rundt, mens folk befandt sig i disse, da de desværre lå lige i tornadoens bane. Yderligere 26 mennesker blev såret, heraf seks alvorligt.
Tornadoen efterlod et langt spor af ødelæggelse på sin vej gennem Saroma, og udover skader på huse så førte den også til et strømsvigt i byen, eftersom mange elmaster var blevet væltet. Året efter valgte man at opføre et mindesmærke til ære for de døde.