

Den japanske nationalrute 305 strækker sig 145 kilometer langs kysten i Ishikawa-præfekturet og Fukui-præfekturet, hvor den forbinder byerne Kanazawa og Minamiechizen. Kyststrækningen er blandt andet kendt for sine stejle klipper, hvilket ofte har ført til stenskred på strækningen, og det værste af disse fandt sted den 16. juli 1989, hvor en turistbus med 15 ombordværende blev kvast i stykker, da en samling klipper med en vægt på op til 1500 ton ramte på lige netop det sted, hvor bussen kom kørende igennem en overdækket passage, der netop skulle holde køretøjer beskyttet mod stenskred.
Alligevel formåede stenskreddet altså at bryde igennem værnet, efter at dette havde fundet sted 40 meter over vejen, hvor ingen bemærkede faren, før det var for sent. Stenskreddet blev tilfældigvis fanget på film af et kamera i en bagvedkørende bil, hvilket ligeledes kunne dokumentere den efterfølgende redningsaktion, der dog viste sig at være forgæves. Alle ombord på bussen omkom nemlig på stedet, hvilket var 15 mænd i skikkelse af chaufføren og 14 passagerer, der alle var fra Hikone, idet de var på vej hjem efter en sponseret udflugt, som desværre endte med at koste dem livet.
Store dele af 350-ruten består af tunneler netop på grund af faren for stenskred, og efter ulykken i 1989 valgte man derfor at skærpe sikkerheden ved at bygge en tunnel på stedet kaldet Tamagawa-tunnelen, som åbnede i 1992. Året efter blev et mindesmærke opført til minde om de 15 ofre, og eftersom ulykken skete ved den lille by Tamagawa, er den siden blevet kendt som Tamagawa-stenskreddet.
