I 1980'erne blev det populært blandt japanerne at tage på skiudflugter, når bjergene var dækket af sne om vinteren, men dermed opstod der nu og da ulykker - ikke kun fordi folk manglede erfaring med at stå på ski, men også fordi at mange slet ikke var vant til at begå sig i bjergene. Dette førte eksempelvis til en tragedie i 1994, hvor en gruppe bestående af syv amatørskiløbere fordelt på to mænd og fem kvinder valgte at tage på en weekendtur til Azuma-bjergene i Fukushima-præfekturet, hvor de ankom den 11. februar og på denne dag overnattede i en bjerghytte i 1700 meters højde.
Den næste dag blev området dog ramt af et uvejr med stærk vind og minusgrader til følge, så på vej mod deres næste stop endte gruppen med at fare vild i bjergene, hvor de ikke længere kunne orientere sig. Alle havde godt nok erfaring med at vandre i bjergene, men kun en enkelt af dem havde gået ruten i Azuma-bjergene, hvilket var den ene af de to mænd, der derfor fungerede som gruppens leder. Han erkendte dog også, at de var faret vild, så da mørket begyndte at falde på, besluttede han sig for, at de var nødt til at slå lejr ved at forme en iglo, så de kunne tilbringe natten i læ for uvejret.
I løbet af natten faldt temperaturen til minus 10 grader, og selvom de ikke havde fået noget søvn, valgte gruppen at trodse uvejret og begive sig ned fra bjergene, fordi de alle skulle på arbejde den næste morgen. Det var dog afkræftende at vandre rundt i den høje sne og den stærke blæst, hvilket til sidst blev for meget for en af kvinderne, som faldt om og mistede bevidstheden. Resten af gruppen forsøgte at bære hende med, men de havde ikke kræfterne til det, så de besluttede sig for at blive på stedet og endnu engang overnatte i en iglo.
Næste morgen var det dog kun tre personer, der endnu var ved bevidsthed, idet lederen og tre af kvinderne havde mistet livet i nattens kulde, mens en anden kvinde var for udmattet til at bevæge sig. Hun valgte derfor at blive på stedet, så der dermed kun var én mand og én kvinde tilbage, da de påbegyndte turen ned fra bjergene uden at have noget kendskab til dem. Og desværre havde de glemt at udfylde de nødvendige dokumenter ved ankomsten til bjergene, så ingen vidste, at de befandt sig i dem. Det var derfor en af deres bekendte, som endte med at slå alarm, idet han ikke havde hørt noget fra gruppen eller kunne komme i kontakt med nogen af de syv personer, selvom de ellers skulle være vendt tilbage til Tokyo på denne dag.
Om aftenen den 14. februar blev man således klar over, at de måtte befinde sig i Azuma-bjergene, men man vidste ikke, hvilken rute de havde benyttet sig af, så man vidste derfor heller ikke, hvor man skulle lede efter dem. Til trods for at en eftersøgning ellers blev sat i gang, så lykkedes det dagen efter for de to overlevende at finde ned fra bjerget, og de kunne dermed også fortælle, hvor man kunne finde frem til de fem andre medlemmer af gruppen. Men som frygtet var der desværre ingen af dem, som endnu var i live, idet kvinden, som var blevet efterladt, i mellemtiden var omkommet, så fem personer dermed var døde som følge af en uheldig kombination af vejrforhold og dårlige beslutninger.