Tragedien i Kurokura-floden i 1999

Tragedien i Kurokura-floden i 1999
De involverede personer optaget af et TV-hold

Tragedien i Kurokura-floden i 1999

Den 13. august 1999 var 25 personer på campingtur ved Kurokura-floden i Kanagawa-præfekturet, da det i løbet af eftermiddagen begyndte at regne som følge af en cyklon, der var ved at passere hen over Japan. Denne bragte så store mængder vand med sig, at myndighederne valgte at advare campister langs Kurokara-floden om, at der var risiko for, at denne ville løbe over sine breder. Vandet i floden var dog stille, så størstedelen af gruppen på 25 personer, der var ude at campere, tog sig ikke af advarslen, eftersom kun fire af disse valgte at evakuere, mens resten forblev ved flodbredden og fortsatte med at hygge sig sammen.

Klokken 19.35 var vandstanden steget så meget, at der var behov for at åbne op for dæmningen cirka 5 kilometer borte, hvilket blev meddelt via en alarm. Personalet fra dæmningen tog ligeledes kontakt til de nu 21 campister og bad dem søge bort, nu da der ikke var noget til at forhindre mulige oversvømmelser, men folk forblev fortsat ved floden, hvilket fik personalet til at tage kontakt til politiet, inden der blev åbnet op for dæmningen klokken 20.20. Yderligere tre personer valgte efterfølgende at forlade gruppen, så der nu var 18 personer tilbage - heriblandt seks børn. Disse overnattede i deres telte ved flodbredden, mens regnen fortsatte med at vælte ned i løbet af natten.

Den næste morgen mødte politiet op for at opfordre folk til at forlade stedet, men dette blev igen ignoreret, og det fik desværre fatale konsekvenser, for i løbet af dagen begyndte floden at gå over sine breder, og mens telte blev skyllet bort, blev de 18 personer fanget i vandmasserne, hvor de stimlede sig sammen, så det blev nødvendigt at tilkalde redningsmandskab. Vandet gik de voksne til navlen, så de måtte holde deres børn oppe, og af frygt for at blive revet med strømmen turde de ikke røre sig, mens der blev kæmpet for at redde dem i land på forskellig vis. Dette blev fanget på TV-optagelser af pressefolk, som var mødt op på stedet, og det blev således også dokumenteret, da de 18 personer blev opslugt af vandet, da det klokken 11.38 blev nødvendigt at åbne for dæmningen igen, idet der var risiko for, at denne ville bryde sammen.

Trykket fik spredt de 18 personer rundt i Kurokura-floden, hvor det kun lykkedes at redde 5 personer - 3 børn og 2 voksne, mens de andre 13 personer omkom - 9 voksne og 4 børn. Selvom de egentlig var ofre i en ulykke, så mødte de dog kritik for selv at have bragt sig i denne, eftersom de flere gange blev advaret om risikoen for oversvømmelser, ligesom de tilmed blev bedt om at evakuere, men alle henvendelser blev ignoreret. Hændelsen var derfor med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at lytte til myndighederne.

Total Page Visits: 146 - Today Page Visits: 1