

All Nippon Airways Flight 533 var et mindre passagerfly af typen NAMC YS-11, der den 13. november 1966 lettede fra Osaka lidt over klokken 19 med retning mod Matsuyama på Shikoku. Der var altså tale om en kort indenrigsflyvning, der foregik problemfrit, og da flyet ankom til sin destination en time efter at være lettet, gjorde piloten derfor klar til at lande. På det tidspunkt var der dog dårlig sigtbarhed på grund af regnskyer, og han ramte derfor landingsbanen alt for sent og valgte af den grund at afbryde landingen for i stedet at prøve forfra. Flyet steg således til vejrs igen, men på sin vej tilbage mod landingsbanen styrtede det uden videre ned i indlandshavet mellem Shikoku og Honshu 2 kilometer fra lufthavnen, og alle 5 besætningsmedlemmer og 45 passagerer mistede dermed livet, hvoraf halvdelen af disse var 12 nygifte par, der var på vej på bryllupsrejse i Matsuyama.
Dette var før sorte bokse var blevet installeret i alle fly, så det er aldrig blevet opklaret, hvad der forårsagede flystyrtet, der desuden var den femte og sidste flyulykke med dødeligt udfald i Japan i 1966. På grund af den mislykkede landing til at starte med har man spekuleret i en teknisk fejl, mens træthed grundet overarbejde for pilotens vedkommende også er blevet nævnt som en mulig faktor. Det var desuden ikke muligt at finde frem til alle ofre efter ulykken, så fiskeindustrien i området blev mærket, idet folk simpelthen ikke turde købe fisk af frygt for, at de havde spist af de forsvundne lig i havet.
