Den 15. januar 2016 mistede 15 mennesker livet i den værste busulykke i Japan i over 30 år. Ulykken skete klokken 1.55 på en øde vej nær byen Karuizawa i Nagano-præfekturet. Der var altså tale om en natbus, som var kørt fra Tokyo aftenen forinden med retning mod et skiresort med i alt 39 passagerer, hvoraf 32 af disse var universitetsstuderende, som var på vej på skiferie. Herudover var der to chauffører ombord, og den ene af disse havde tjansen foran rattet, da han under kørslen på den mørke vej pludselig ramte mod autoværnet i den ene side, hvilket fik ham til at miste herredømmet over bussen, der fortsatte over i den modsatte vejbane, hvor den ligeledes kolliderede med autoværnet. Men hér var farten dog så høj, at bussen endte med at smadre igennem det, hvorved den trillede ud over en lille skråning, hvor den dog hurtigt kom til standsning, da taget ramte mod en klynge træer.
Dette førte imidlertid til massive skader på bussen, idet taget blev mast sammen, og mens mange af de ombordværende dermed blev kvast ihjel eller fanget, så blev andre derimod slynget ud af bussen, hvor de enten mistede livet eller blev svært kvæstet. Begge chauffører omkom i selve ulykken, og det samme gjorde 12 universitetsstuderende, mens en 13. formåede at overleve sine skader, som han dog døde af tre dage senere.
Eftersom begge chauffører døde i ulykken, så var det ikke muligt at at stille nogen til ansvar for denne, ligesom man ikke kunne få svar på, hvad der egentlig havde medført den. Bremsespor indikerede, at føreren af bussen havde været vågen, og der var intet frost på vejen, hvilket udelukkede, at der kunne være tale om et glatføreuheld, ligesom der ikke blev fundet nogen fejl på bussen. Den mest logiske forklaring var derfor, at ulykken simpelthen måtte være et resultat af manglende opmærksomhed grundet træthed kombineret med fraværet af lys, der netop krævede et konstant fokus på lige netop den rute, hvor der var intet mindre end 45 kurver.
Ulykken førte ikke desto mindre til en større undersøgelse af arbejdsforholdene blandt de japanske busselskaber, hvilket resulterede i flere analyser og rapporter, der kunne kaste nyt lys på et hverv, der viste sig at være præget af aldrende mænd, som er under stort pres grundet et stigende antal arbejdsopgaver i en branche med faldende ansatte. Det blev afsløret, at det pågældende busselskab og flere andre havde problemer med at opfylde sikkerhedskravene, så i stedet for at skærpe disse gik man efter at sikre sig, at de i det hele taget bliver overholdt fremover, hvilket skal gøres via bedre kontrol og bevågenhed. I 2018 blev et mindesmærke opført på ulykkesstedet til minde om ofrene.