Fabriksbranden i Komyoji

Et monument til minde om ofrene

Den 23. januar 1900 udbrød der brand på en tekstilfabrik i landsbyen Komyoji i Aichi-præfekturet, hvilket endte med at koste 31 kvinder livet. På dette tidspunkt var det nemlig mest kvinder, der arbejdede på fabrikker, og det var også hér, mange af dem boede, så de ikke skulle bøvle med at rejse til og fra arbejde, så selvom branden opstod klokken 3 om natten, hvor fabrikken var lukket, så fik det alligevel fatale konsekvenser, da denne fik spredt sig til de sovekamre, hvor de kvindelige ansatte lå og sov.

Branden brød ud på selve fabrikken, der befandt sig i stueetagen, mens sovekamrene lå på første sal. Og netop fordi at branden opstod i løbet af natten, så blev denne ikke opdaget, før det var for sent. For da kvinderne vågnede op til lugten af røg, havde flammerne allerede fået blokeret for trappen, så det var umuligt for dem at flygte via denne. Panik brød derfor ud, da kvinderne indså, at de var fanget, for for at forhindre udefrakommende mænd fra at snige sig ind til dem, var der nemlig blevet sat tremmer for vinduerne, mens alle andre ind- og udgange var blevet spærret af.

Fabrikken endte med at nedbrænde, idet slukningsarbejdet ikke blev påbegyndt i tide, og det var derfor heller ikke muligt at frelse alle de 49 kvinder, der befandt sig i de to sovekamre på første sal, idet kun 18 af disse havde held med at redde sig selv ud fra den brændende bygning, mens de resterende 31 omkom i flammerne, hvor flere af dem blev brændt levende. Og da det kom frem, at tremmerne for vinduerne havde holdt de mange kvinder fanget og dermed dømt dem til den visse død, blev det efterfølgende besluttet at afskaffe sådanne "sikkerhedsforanstaltninger" for at forhindre lignende katastrofer.