Fuji Grand Champion Series-ulykken

Fuji Grand Champion Series-ulykken
Øjeblikket, hvor sammenstødet skete

Fuji Grand Champion Series-ulykken

Fuji Grand Champion Series-løbet var et racerløb, der blev etableret i 1971, men allerede tre år senere lagde det grund til en tragedie, da to kørere mistede livet under løbet, som blev afholdt på Fuji Speedway-anlægget. Hér var man den 2. juni 1974 i gang med det andet løb, hvor ulykken fandt sted, kort efter at dette var blevet skudt i gang. Imens alle bilerne var ved at komme op i fart, stødte Moto Kitano og Motoharu Kurosawa nemlig sammen, hvilket satte gang i et massesammenstød, da Kitano mistede herredømmet over sin bil og kørte ud foran mange andre midt på banen.

Blandt dem, som blev ramt, var blandt andet 35-årige Hiroshi Kazato og 37-årige Seiichi Suzuki, der kørte ud for banen, hvor deres biler ramlede mod sikkerhedsværnet og brød i brand, eftersom brændstoftankene var fyldte. Ingen af de to formåede at undslippe de brændende køretøjer, og de blev således brændt levende, men det vides ikke, hvorvidt de var ved bevidsthed eller ej. Hverken Kazato eller Suzuki havde været involveret i det sammenstød, som resulterede i ulykken, og de var derfor indirekte ofre for det primære uheld. 

Løbet blev indstillet efter ulykken, men fortsatte senere og blev med tiden vundet af Masahiro Hasemi. Fuji Grand Champion Series-løbet fortsatte med at blive afholdt frem til 1989, men ulykken i 1974 førte imidlertid til en modificering af racerbanen, idet der på denne havde fundet en anden dødsulykke sted året forinden, hvor den 24-årige Masaharu Nakano omkom, da også hans bil brød i brand efter en ulykke under Fuji Masters 250km-løbet, hvilket ironisk nok blev vundet af Seiichi Suzuki, mens Hiroshi Kato blev nummer to. I 1977 lagde Fuji Grand Champion Series-løbet så grund til en ny dødsulykke, da en fotograf og en ansat omkom, mens 23-årige Toru Takahashi i 1983 blev dræbt sammen med en tilskuer, så racerbanen igen måtte laves om.

Total Page Visits: 132 - Today Page Visits: 1