Den 22. november 1968 lettede Japan Airlines Flight 2 fra Tokyo med retning mod San Francisco i USA. Turen foregik uden problemer, men da piloten lagde an til landing i San Franciscos internationale lufthavn foregik dette i tæt skydække, og han valgte derfor at anvende det indbyggede instrumentlandingssystem for første gang i sin karriere. Men da flyet brød igennem skyerne i cirka 60 meters højde, opdagede piloten imidlertid, at flyet var flere kilometer fra landingsbanen og stadig befandt sig over havet, og med en fart på 285 km/t. forsøgte han omgående at rette op, hvilket dog viste sig at være forgæves, idet flyet endte med at ramme vandoverfladen. Dette skete heldigvis med den rette vinkel, så flyet ikke gik i stykker, og så var det tilmed landet i San Francisco-bugten, hvor vandet kun var to meter dybt, så undersiden af skroget stabiliserede sig på havbunden, hvilket muliggjorde en evakuering med brug af redningsbåde.
Alle 96 passagerer og 11 besætningsmedlemmer overlevede ulykken, som piloten Kohei Asoh fik det fulde ansvar for, eftersom det var hans manglende erfaring med den nye elektronik, der blev angivet som årsagen til, at landingen gik galt. I stedet for at give andre faktorer skylden, så erkendte Asoh, at det var ham, der havde begået en fejl, og en sådan accept af ansvar er siden blevet kendt som et Asoh-forsvar inden for flyulykker. Flyet, der var af typen Douglas DC-8, tog ikke meget skade og blev bjærget to døgn senere, inden det efter en reparation med en pris på 4 millioner dollars blev taget i brug igen af Japan Airlines frem til 1983. Blot 2 måneder senere ville en lignende ulykke finde sted, da Scandinavian Airlines System Flight 933 fra København styrtede ned i havet ud fra Los Angeles, hvor 15 mennesker endte med at miste livet.