Jordfaldshullet i Fukuoka

Jordfaldshullet i FukuokaDen 8. november 2016 opstod et jordfaldshul i byen Fukuoka, hvilket skabte et enormt krater i en femsporet vejbane nær et vejkryds, da både asfalt og fortorv blev opslugt i et hul, der var 30 meter i længden, 27 meter i bredden og 15 meter dybt. Fordi hullet var i en sådan størrelse, valgte man at evakuere folk fra de omkringliggende bygninger af frygt for, at hullet ville sprede sig, eftersom det grænsede op til bygningerne på hver side af vejen, som var forsvundet. Området blev naturligvis spærret af, og billeder af jordfaldshullet med den blottede kloak, kabler og rør blev spredt på internettet, hvor alverdens medier valgte at dele historien. Denne fik for alvor vind i sejlene to dage senere, for da havde myndighederne nemlig fået lappet hullet med over 6000 kubikmeter jord og cement, så man ikke længere kunne se, at det havde været der. Før og efter-billederne fra vejbanen blev gjort til et eksempel på japanernes effektivitet, men senere på måneden begyndte jorden dog atter at synke – dog kun få centimeter. Dette bevirkede imidlertid, at området igen blev evakueret, indtil undersøgelser viste, at vejbanen sank, fordi dens nye fundament ikke havde fået lov at stabilisere sig, før asfalten blev lagt på. Vejen blev herefter erklæret for sikker og åbnede atter op for trafik.

Jordfaldshullet opstod klokken 5 om morgenen, og der var derfor ingen biler på vejen, hvilket betød, at ingen kom til skade. Det opslugte dog et stykke af en af Fukuokas store veje i centrum, så hvis hullet var optået senere på dagen, kunne det altså have medført store ulykker. Hullet opstod tilsyneladende som følge af en igangværende udstykning af Fukuokas undergrundsbane i området.

Jordfaldshullet i Fukuoka63total visits,1visits today