Den 24. april 1951 omkom 106 mennesker, da et tog brød i brand ved Sakuragicho station i Yokohama. Ulykken indtraf som følge af udskiftningen af køreledninger ved stationen, hvor personalet var kommet til at klippe et kabel over, således at dets elektriske ledere blev blottet. Få minutter senere ankom et tog fyldt med passagerer til stationen, og her blev pantografen (den strømaftager, som var placeret på taget) viklet ind i ledningen, hvilket fik udløst en mindre eksplosion af gnister, så den forreste af togvognene simpelthen blev antændt. Togvognene var nemlig lavet af træ, ligesom de var fyldt med brandbart materiale som olie og kulrester, så det tog ikke lang tid for ilden at få fat og udvikle sig, da først toget var standset.
Der befandt sig dog omkring 150 mennesker i den brændende vogn, der gradvist var ved at blive fortæret af ild oppefra, mens tyk røg spredte sig. Men panikken forhindrede imidlertid passagererne i at flygte videre til vogn nummer to, eftersom døren dertil kun kunne åbnes indad, hvilket var umuligt, fordi folk pressede mod den, da de alle søgte til den ende af vognen, hvor vinduerne desuden var for små til, at man kunne kravle ud gennem dem. To tredjedele af de ombordværende omkom derfor i vognen, som blev opslugt af flammer i løbet af 10 minutter, og foruden de 106 dødsofre havde yderligere 92 behov for efterfølgende behandling for brandskader og røgforgiftning.
Togvognene var blevet fremstillet umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor man skulle spare på penge og materiale, og derfor var man endt med at fremstille en brandfælde, fordi man var gået på kompromis med sikkerheden. Man var dog allerede i gang med at udskifte de japanske togvogne af træ, og via denne ulykke blev man gjort opmærksom på nye sikkerhedsforanstaltninger, som man forholdt sig til i de fremtidige design af døre og vinduer i passagertog.