Toya Maru-forliset

Toya Maru-forlisetJapans værste skibsforlis fandt sted den 26. september 1954, da passagerskibet Toya Maru sank i strædet mellem Honshu og Hokkaido, hvilket resulterede i over 1000 dødsfald. Toya Maru var en togfærge, der fungerede som forlængelse af jernbanenettet mellem de to øer, og skibet transporterede derfor ikke kun mennesker, men også tog. Den 26. september nærmede tyfonen Marie sig Japan, men Toya Maru var alligevel i stand til at foretage den 4,5 timer lange rejse fra Aomori på Honshu til Hakodate på Hokkaido, hvor skibet lagde til kaj klokken 11. Efter planen skulle det tage turen tilbage til Aomori klokken 14.40 samme dag, men grundet vindstød af stormstyrke besluttede kaptajnen sig for at aflyse ruten klokken 15.10. Da vejret et par timer senere klarede op, valgte han dog alligevel at forlade Hakodate klokken 18.40 og sætte kursen med Aomori, og fordi Toya Maru var den eneste åbne færgeforbindelse til Honshu var der over 1300 mennesker ombord på skibet – flere end det var designet til.

Opklaringen skulle dog vise sig at være midlertidig, for netop som Toya Maru havde forladt havnen i Hakodate tog vinden atter til, og kaptajnen valgte da at kaste anker med henblik på at ride stormen af til søs. Vindstyrken tog efterfølgende til og rev ankeret løs, således at Toya Maru begyndte at drive ukontrolleret rundt på vandoverfladen i flere timer, hvor bølgerne til sidst blev for meget for skibet, der nåede at sende et SOS-signal klokken 22.26, før det væltede sidelæns og begyndte at synke i mørket blot få hundrede meter fra kysten. Der var ikke tid til at sænke redningsbåde i havet, før Toya Maru begyndte at forlise, så selvom folk var iført redningsveste, så blev de fleste passagerer fanget inde i skibet, mens det blev fyldt med vand, og andre druknede, selvom det i første omgang lykkedes dem at flygte fra skibet. Kun 150 mennesker endte med at overleve, og over 1100 omkom således i ulykken, der er et af de værste skibsforlis i efterkrigstiden. Det var ikke muligt at bjærge alle lig, så det nøjagtige antal dødsofre har man derfor ikke kunnet fastslå, idet mange passagerer ikke havde købt billet til Toya Maru, men i stedet var blevet overført til skibet, efter alle andre færgeforbindelser blev aflyst, ligesom der er mistanke om, at andre sneg sig ombord uden billet.

Foruden Toya Maru var der flere andre skibe og mindre både der sank den 26. september 1954 som følge af tyfonen Marie. Til havs omkom yderligere 250 mennesker, så antallet af dødsofre nåede op på over 1300. Byen Iwanai på Hokkaido blev desuden lagt i ruiner efter en brand som følge af tyfonen. Toya Maru-katastrofen var en af grundene til, at man begyndte planlægningen af Seikan-tunnelen mellem Honshu og Hokkaido, der åbnede for togtrafik i 1988.

 

Total Page Visits: 484 - Today Page Visits: 1