Toyohama-tunnelens kollaps

Toyohama-tunnelens kollaps
En kontrolleret sprænging over tunnelen

Toyohama-tunnelens kollaps

Flere steder i Japan er der blevet opført tunneler gennem bjerge eller langs dem for at holde veje beskyttet mod eventuelle stenskred. Toyohama-tunnelen på Hokkaido er egentlig blevet anlagt gennem flere bjerge, og i 1996 skete det paradoksale, da en stor del af tunnelen kollapsede og dermed førte til et indvendigt stenskred, der endte med at koste 20 mennesker livet. Ulykken skete klokken 8.10 om morgen den 10. februar, da loftet i tunnelen gav efter kun få meter fra den ene indgang, hvilket resulterede i, at enorme klippemasser brød igennem og faldt ned på vejbanen, hvor flere køretøjer på dette tidspunkt befandt sig - heriblandt en bus med en chauffør og 18 passagerer. Denne blev kvast i stykker og det samme gjorde en personbil med en enkelt mand ombord, mens en anden bil ligeledes blev ramt, men i denne slap den kvindelige fører dog med livet i behold.

Der blev omgående slået alarm, men fordi man ikke havde overblik over, hvor mange køretøjer der var indblandet i ulykken, og hvorvidt der kunne være overlevende, så varede redningsarbejdet i flere dage, idet man var nødt til at anvende gravemaskiner og minimere brugen af sprængstof. Da man omsider havde fået befriet den ødelagte bus og bil, stod det dog klart, at alle 20 personer ombord på disse var døde.

Ulykken skyldtes, at man netop havde opført tunnelen gennem en bjergside, hvor klipperne på naturlig vis gav efter som følge af erosion, men et stenskred kunne dog ikke finde sted, fordi tunnelen holdt klipperne oppe. Hen over tid førte dette til en langsom nedbrydning af tunnelens loft grundet den tyngende vægt fra oven, og til sidst blev dette altså for meget, da frost resulterede i, at loftet blev svækket og styrtede sammen, og en sektion af tunnelen blev begravet i klipper, som tilsammen havde en vægt på over 25.000 ton. Tunnelen var ellers blevet renoveret i 1984, men under sikkerhedsinspektioner havde man ikke opdaget de små tegn, der allerede var begyndt at vise sig årene forinden ulykken.

Eftersom Toyphama-tunnelen var den eneste vej, der forbandt flere byer i området, så blev disse for en tid isoleret fra hinanden, indtil en alternativ rute blev anlagt. Toyohama-tunelen gennemgik en større renovering og blev udvidet, så den i dag har en længde på 2,2 kilometer. I nærheden står et mindesmærke til ære for ofrene i ulykken.

Total Page Visits: 537 - Today Page Visits: 1