Den japanske bjergigle, der på japansk er kendt som yamabiru, er en underart af arten Haemadipsidae, der blandt andet er kendetegnet ved sin brune farve. Denne art af igler lever nemlig på land, hvor farven gør det muligt for dem at kamuflere sig på jorden, blandt visne blade eller på træer, så de nemt kan hægte sig til et bytte med brug af deres mund. Ligesom med andre igler lever den japanske bjergigle nemlig af blod - primært fra pattedyr, hvilket også inkluderer mennesker. Den er imidlertid ikke farlig, men kan dog bære på sygdomme, der kan være skadelige.
Den japanske bjergigle kan nå en størrelse på mellem 2,5 til 3,5 centimeter, men grundet dens elastiske krop, kan den strækkes meget længere. I hvilende tilstand ligner den til forveksling en skovsnegl, mens den får en ormeagtig form, når den strækker sig ud og er i bevægelse. Iglerne har nemlig ingen ben, så de "går" ved at stabilere deres mund på jorden og føle sig frem med deres bagparti, som de griber fat med, hvorved de kan trække munden til sig, så de altså bevæger sig på samme måde som visse sommerfuglelarver.
Arten findes udbredt i store dele af de centrale og sydøstlige egne af Japan samt flere småøer. Som navnet antyder lever den japanske bjergigle primært i bjergområder med skove, idet de foretrækker et fugtigt miljø, og derfor er de også mere aktive i regnvejr. Iglerne lever ikke i de nordlige egne, fordi de er kuldesky, og af samme grund er de inaktive i vinterhalvåret. I denne periode kan iglerne overleve uden at suge blod, fordi de kun har behov for dette et par gange om året.
Mennesker kommer typisk i kontakt med iglerne, når de er på vandretur, og det er sjældent, at man kan mærke, at man er blevet bidt, så man får som regel først øje på iglen ved et tilfælde. Eftersom iglerne har en fedtet hud, kan det godt være svært at få fat i dem, men de er nemme nok at trække af og vil kun efterlade et lille blodigt mærke. Alternativt kan man udsætte dem for varme med ild, så de vil give slip af sig selv, hvilket de i alle tilfælde vil gøre efter cirka en time, hvor en igle har suget så meget blod, at den er blevet mæt. Hvis en igle får lov at blive siddende, kan den suge op til 3 ml. blod, men man vil altid blive ved med at bløde fra dens bidemærke, fordi iglerne starter ud med at indsprøjte et enzym, der skal forhindre blodet i at størkne. Dette mindsker også helingsprocessen, hvilken kan føre til kløe og ardannelse.