Palaeoloxodon naumanni er en uddød art af elefanter, der levede i Japan under den pleistocæne, mens de menes at være uddøde under den tidlige stenalder, efter at mennesker havde slået sig ned i Japan, der under istiden havde udgjort en halvø knyttet til det asiatiske kontinent, indtil havisen begyndte at smelte, hvorved Japan blev omdannet til en øgruppe. På denne tid var mammutter og Palaeoloxodon naumanni de eneste elefantarter, som levede i Japan, hvor de var udbredt i størstedelen af landet efter at være kommet til fra det asiatiske fastland, som de blev isoleret fra. Dette førte til udviklingen af en selvstændig art, der menes at have tilpasset sig ølivet ved at være krympet i størrelse, så Palaeoloxodon naumanni derfor havde samme størrelse som moderne indiske elefanter, der kan nå en skulderhøjde på 3 meter.
Palaeoloxodon naumanni er da også beslægtet med moderne indiske elefanter, og ligesom indiske elefanter var den derfor kendetegnet ved at have små ører, men præcis som med mammutter havde Palaeoloxodon naumanni enorme stødtænder, der hos hannerne kunne nå en længde på næsten 2,5 meter, mens hunnernes blev under en meter lange. Herudover var arten karakteriseret ved at have en markant isse. Elefanterne var planteædere, og grundet deres størrelse var de ikke det foretrukne bytte blandt rovdyr, men da mennesker slog sig ned i Japan, blev de dog udsat for jagt. I kombination med dette og klimaforandringer uddøde Palaeoloxodon naumanni med tiden sammen med andre arter af megafauna.
Arten blev opdaget i 1881 af tyskeren Heinrich Edmund Naumann, som den derfor er navngivet efter. Før da har man dog fundet fossiler, som man ikke tidligere kunne identificere, og man har siden fundet mange andre fossiler overalt i Japan, hvilket tyder på, at Palaeoloxodon naumanni var en almindelig art, der i en lang periode trivedes. Det er derfor også et af de mest veldokumenterede eksempler på japansk megafauna,