Pipistrellus endoi

Pipistrellus endoi er en flagermusart, der kun findes i Japan, hvor den først blev opdaget i 1959. Der er nemlig tale om en sjælden art, der ikke kun er fredet i Japan men også truet. Dette skyldes, at man faktisk ikke er klar over, hvor mange individer der findes, idet man udelukkende har kunnet danne sig et indtryk af artens udbredelse via ganske få eksemplarer, som er blevet indfanget og klassificeret som Pipistrellus endoi. Gennem disse har man ikke desto mindre fundet ud af, at arten lever udbredt på store dele af Honshu - særligt de nordøstlige egne, ligesom man tilmed har fundet eksemplarer på Shikoku. De fleste flagermus er desuden blevet fanget i skove, og man går derfor ud fra, at det er hér, arten lever og jager, mens de om vinteren ser ud til at gå i hi i grotter og klippehuler.

Pipistrellus endoi minder meget om Pipistrellus abramus, der er langt mere almindelig i Japan, men dens pels har dog en stærkere brun farve. Selve flagermusens krop bliver cirka 5 centimeter lang, mens dens vægt ligger på mellem 5 til 9 gram. Ligesom med andre flagermus er Pipistrellus endoi svagtseende, idet den orienterer sig med brug af ultralydskald, så øjnene er derfor meget små. Flagermusene er derfor også mest aktive i nattetimerne, hvor de flyver rundt i jagten efter føde, der består af insekter såsom møl.