Kamikiri

KamikiriKamikiri er en form for optræden, hvor en person udfører papirklip med brug af en saks foran et publikum. Denne type underholdning opstod i Japan i Edo-perioden, hvor man kunne udvise sit talent inden for papirklip ved at optræde med dette – enten på gadeplan eller under mere intime rammer indendørs. For at vise alsidighed var der tilmed nogen, som tog imod forslag fra publikum, så man kunne udklippe det ønskede motiv uden at have forberedt sig først. Kamikiri var en nem og billig måde at optræde, så det blev et udbredt fænomen, hvilket resulterede i, at der blev arrangeret optrædener, som blev en populær form for underholdning blandt almindelige borgere såvel som aristokrater. Musik med traditionelle instrumenter blev ligeledes inkorporeret som baggrundsmusik, mens man som optræder kunne inddrage publikum ved at italesætte sin proces eller måske endda fortælle jokes, så folk ikke fik fornemmelsen af, at de sad og ventede på at se resultatet. Til sidst blev dette dog afsløret, hvilket kunne gøres ved at anbringe papiret oven på en farvet baggrund, så dette kunne ses af alle.

Kamikiri blev mindre populært med udbredelsen af teater og senere fjernsyn, men der er stadig japanere, som optræder med papirklip. I dag gøres dette ofte på scener, hvor man enten sidder eller står iført traditionelt tøj, ligesom brugen af traditionel musik fortsat er i brug. Det er også blevet almindeligt, at man beder om forslag fra publikum, så de bestemmer motivet. Andre foretrækker at holde dette hemmeligt, så publikum må gætte sig frem, indtil det til sidst afsløres, hvad der er blevet udformet for øjnene af dem.

Kamikiri er desuden også navnet på en yokai.

Total Page Visits: 18 - Today Page Visits: 1