Karaoke

KaraokeKaraoke er et interaktivt underholdningspil, hvor man bliver sat til at synge en sang med brug af et kendt musikstykke, hvor stemmen er blevet fjernet, mens teksten til denne fremgår på en skærm. Karaoke er en sammentrækning af ordene kara, der betyder “tomt” og okesutora, der betyder “orkester”. Fænomenet blev skabt af den japanske musiker Daisuke Inoue i Kobe i 1971, men han fik ikke taget patent på sin opfindelse, så firmaet Clarion blev det første til at masseproducere karaoke-anlæg. Siden er det blevet en populær måde at socialisere på i Japan, eftersom det at optræde traditionelt set har været en del af det at hygge sig og spise og drikke sammen. Derfor finder man også karaoke-anlæg på mange barer, mens der tilmed også findes såkaldte karaoke-barer, hvor grupper kan leje et lydtæt værelse kaldet en karaoke-box og hér bestille mad og drikke, mens de skiftes til at synge en sang under private rammer. Karaoke-barer er et typisk sted at tage på date sammen den første gang, da der her er en løsrevet atmosfære, hvor man kan lære hinanden at kende i uformelle og intime omgivelser. Men det er også almindeligt, at kolleger tager ud og slår sig løs sammen efter arbejde eller et møde for at bløde den professionelle stemning op, der normalt kendetegner en japansk arbejdsplads.

Karaoke spredte sig hurtigt til andre asiatiske lande, hvor det ligeledes blev et populært fænomen, men i Vesten har man ikke været modtagelig over for at gøre brug af karaoke i det offentlige rum, så her har man i stedet sigtet efter at sælge hjemme-anlæg, så folk kan synge og optræde i privaten. I Vesten er det til gengæld populært med barer, der tilbyder amatøroptrædener (open mic night), hvor man synger uden brug af en synlig tekst, men teksten er et essentielt element i karaoke, da det handler om at time sin sang til at passe denne, når den fremgår på en tilhørende skærm. I Japan er man generelt ligeglad med, om folk synger rent eller ej – det er selve stemningen, der er det vigtigste, og så er talent en sekundær faktor. Der har siden 2003 været et årligt VM i karaoke.

 

Total Page Visits: 362 - Today Page Visits: 1