Kotobuki

Kotobuki er også kendt som en japansk kimera, idet der er tale om en enkelt skabning, der består af en sammensætning af forskellige dele fra de 12 dyr i den kinesiske dyrekreds. Det drejer sig altså rettere sagt om en rotte, en okse, en tiger, en kanin, en drage, en slange, en hest, en ged, en abe, en hane, en hund og en gris. Kotobuki er som sådan ikke et væsen fra den japanske mytologi, men derimod et fabeldyr, der blev populært på trætryk i det feudale Japan, hvor man mente, at motiver af de 12 dyr fra den kinesiske dyrekreds kunne beskytte en mod sygdom og ulykker. At kombinere disse til et billede af et enkelt væsen blev derfor anset for at være en kraftfuld lykkeamulet.

Dengang havde en Kotobuki et fast udseende, eftersom den havde hovedet fra en rotte, ørerne fra en kanin, hornene fra en okse, kammen fra en hane, skægget fra en ged, manken fra en hest, halsen fra en drage, ryggen fra en gris, skuldrene og maven fra en tiger, forpoterne fra en abe, bagbenene fra en hund og halen fra en slange. Med tiden er det dog blevet populært at lave variationer af en Kotobuki ved at skildre denne på et utal af måder med brug af de 12 dyr, så der derfor findes mange kreative variationer, idet kun fantasien sætter grænser, for eftersom der ikke findes myter eller historier om Kotobuki, så er der heller ikke nogen opfattelse af, at den eksisterer, hvilket gør det muligt at have og lave forskellige forestillinger om dens udseende, så længe man anvender en del af et af de 12 dyr fra den kinesiske dyrekreds.

 

Total Page Visits: 41 - Today Page Visits: 1