Kunekune er en moderne japansk myte, der stammer fra internettet, hvor væsnet første gang blev beskrevet i begyndelsen af årtusindeskiftet, da folk påstod at have set en hvidlig silhuet svæve rundt på rismarker. Eftersom denne skabning typisk kunne identificeres ved, at den blafrede med sine spinkle lemmer, så fik den navnet Kunekune, der er en betegnelse for det at vrikke med kroppen. Den oprindelige historie om Kunekune var tilsyneladende en spøgelseshistorie, der blev postet online i 2000, og i 2003 blev en alternativ version af denne historie udgivet på internetforummet 2channel, hvorefter folk begyndte at påstå, at de havde set en Kunekune, der altid befandt sig ved rismarker, hvor man på afstand kunne se den optræde som en slank, hvidlig, vrikkende menneskeagtig skikkelse.
Kunekune er således en af de moderne myter, der er forholdvis nem at forklare. For hvis folk så sandelig har set noget, så har det højst sandsynligt været et fugleskræmsel - muligvis med en skjorte eller en anden form for løs beklædning, der har kunnet blafre i vinden. Og eftersom man ikke har kunnet begive sig ud på marken og tæt på fugleskræmlset, så har man ikke kunnet identificere det på andet end afstand. Dermed lader en Kunekune heller ikke til at være farlig, idet den netop holder til på rismarker, men hvad den foretager sig, og hvad den i det hele taget skulle være, er ikke blevet forklaret, eftersom væsnets eksistens kun er baseret på observationer, hvoraf flere af disse har været opdigtet.