Gokigen Naname (også kendt som Slant uden for Japan) er et logikspil bestående af en plade med firkantede felter, som skal udfyldes med brug af diagonale streger. Pladen er imidlertid ikke tom, idet denne ved begyndelsen indeholder cirkler med tal, der indikerer, hvor mange streger der skal gå fra/til cirklen. Opgaven er løst, når alle firkantede felter er udfyldt med en diagonal streg. Disse må desuden gerne optræde som en forlængelse af hinanden, men de må på intet tidspunkt komme i berøring skabe et lukket rum. Man kan derfor betragte pladen som små baner, det skal være muligt at kunne begive sig rundt i uden at støde mod forhindringer.
Tallene i cirklerne fungerer som hints, men de er samtidig med til at sætte begrænsninger, idet disse er medvirkende til en bestemt løsning, som man skal forsøge at finde frem til. Tallene 0, 1, 2, 3 og 4 kan optræde i cirklerne, så hvis der eksempelvis står 4, så ved man, at der skal trækkes streger til alle fire sider fra cirklen. Det samme gør sig gældende, hvis der står et 2-tal i kanten, hvorfra der kun kan trækeks to streger ind i pladen. Hvis der derimod står 0, så er der altså ingen streger forbundet til denne cirkel, og 0 kan derfor kun optræde i kanten. For at kunne udfylde alle felter er man nu og da nødt til dette ved at foretage forlængelser af i forvejen markerede streger, efterhånden som man nærmer sig løsningen, fordi tallene kun er en delvis hjælp, der altså ikke gør det muligt at udfylde alle felter. Til dette må man i stedet anvende reglen om ikke at fremkalde lukkede rum. Opgaven er derfor løst, når der ikke er lukkede rum, når alle felter er udfyldt med en diagonal streg, og hvis antallet af streger matcher tallet i cirklerne.
Gokigen Naname blev opfundet i 2003 og findes i forskellige størrelsesformater. Hvis man vil løse opgaven på papir, anbefales det at benytte en blyant, så man kan prøve sig frem og viske ud, efterhånden som man løser opgaven, men nu om dage findes Gokigen Naname dog også i digitale udgaver.