Hotaru Beam

Hotaru Beam er et logikspil bestående af en plade med firkantede felter, hvor man i udvalgte hjørner finder cirkler med eller uden tal, hvor der optræder en i forvejen markeret prik, som peger enten op, ned, til højre eller til venstre. Opgaven går ud på at tegne streger fra disse prikker og forbinde cirklerne med hinanden, hvilket kun kan gøres på en bestemt måde.

Tallene i cirklerne indikerer nemlig, hvor mange sving en streg skal foretage på turen mod en anden cirkel, som man dermed må gætte sig frem til baseret på denne ledetråd. Tallet 0 er derfor et hint, idet stregen i så fald ikke skal foretage nogen sving, men blot knyttes til den cirkel som befinder sig modsat den sorte prik. Cirkler uden tal fungerer derimod ikke som ledetråd, eftersom stregerne fra disse kan slå et udefineret antal sving eller slet ingen.

De sorte prikker peger nødvendigvis ikke i retning mod den cirkel, som de skal knyttes til, og man må derfor prøve sig frem, idet der er andre regler, som skal følges. Man må nemlig ikke forbinde to sorte prikker med hinanden, hvilket vil sige, at der i den endelige løsning skal være mindst to streger forbundet til en cirkel, hvoraf den ene altså tegnes fra cirklen og frem til en anden. Dog er det også muligt at forbinde en cirkel til sig selv, så længe den samtidig har forbindelse til andre, idet alle cirkler skal være knyttet til hinanden i et sammenhængende mønster til sidst.

Stregerne tegnes langs felterne på pladen, hvor kan kan foretage sving, når man ankommer til et hjørne eller enden af pladen. Stregerne må desuden ikke tegnes over hinanden eller forbindes, så de skaber lukkede rum - kun med brug af cirklerne. I nogle udgaver optræder cirklerne dog inde i felterne, og stregerne tegnes derfor også i felterne, hvor de i så fald foretager sving midt i dem.

 

Opgaven er således løst, når disse kriterier er opfyldt:

-Alle cirkler er forbundet til hinanden i et sammenhængende netværk via streger, som trækkes fra de sorte prikker

-Der er ingen streger, som er trukket mellem to sorte prikker

-Antallet af sving, som stregerne foretager fra den sorte prik på cirklen matcher tallet i denne

-Stregerne hverken krydser eller er tegnet oven på hinanden

 

Hotaru Beam blev opfundet i år 2000 og findes i forskellige formater og dermed også sværhedsgrader. Hvis opgaven løses på papir, anbefales det at anvende blyant, så man kan viske ud undervejs, efterhånden som man prøver sig frem. Nu om dage er det dog også muligt at løse opgaver digitalt.

Total Page Visits: 56 - Today Page Visits: 1