Kyotei

Kyotei betyder direkte oversat "bådræs", og det er lige præcis, hvad der er tale om, for kyotei er nemlig en væddeløbssport, hvor man i motorbåde sejler i ring på menneskeskabte søer, hvor det handler om at være den første til at passere målstregen. En omgang er på 600 meter, og for at vinde løbet skal man sejle tre omgange - altså en distance på 1800 meter, og eftersom bådene kan nå en topfart på 80 km/t, er løbet afgjort på ganske få minutter. Kyotei er derfor kendetegnet ved at være en intens sportsgren og samtidig en farlig en, idet over 30 japanere gennem tiden har mistet livet under de årlige løb, som har fundet sted, side sporten blev introduceret i 1952. Siden 2010 har kyotei også været kendt som Boat Race i forsøget på at internationalisere sportsgrenen og udbrede kendskabet til den i udlandet.

Der findes 24 søer (kyotei-baner) i Japan, hvor der afholdes løb i løbet af året, hvor seks både deltager i hvert løb. Disse bliver tilfældigt tildelt en deltager, idet der er tale om standardiserede motorbåde, og man får ligeledes udleveret en 397 cc 2-taktsmotor, som man har mulighed for at tilpasse, før løbet starter. Generelt har deltagerne altså lige vilkår, og bådens samlede vægt er omkring 80 kilo, så den er nem at manøvrere rundt i vandet, så for at vinde et bådløb handler det mest af alt om taktik og talent, når man konkurrerer med de andre både om at komme først over målstregen så hurtigt som muligt. Af sikkerhedsmæssige årsager er bådførerne iført særlige beskyttelsesdragter og hjelme, eftersom ulykker ofte sker, fordi bådene kommer i kontakt med hinanden, hvilket kan føre til en kollision, men man kan dog også være uheldig at styrte under de skarpe sving. Selvom bådene har numre, så er deltagerne også klædt i forskellige farver, så man på afstand kan kende forskel på dem.

Et kyotei-løb begynder med en flyvende start, hvor bådene allerede er i bevægelse, imens der tælles ned til start. Efterhånden som de nærmer sig startlinjen, sætter de farten op, så de er klar til at give den gas, lige så snart startsignalet lyder, og der er derfor fart på fra begyndelsen, hvor bådene kæmper for at komme i den bedste position. Selvom man skal være aggressiv, må man dog ikke udvise uagtsomhed og udsætte de andre både for fare, da dette kan føre til, at man bliver diskvalificeret, hvilket også sker, hvis man er involveret i et uheld.

Ved at deltage i og vinde løb kan deltagerne opnå rangeringspoint, og desto højere rang man har, desto flere løb har man mulighed for at deltage i i løbet af en sæson, som afslutter med et såkaldt grand prix, hvor sæsonvinderen kåres. Kyotei kan dyrkes af både mænd og kvinder, som tilmed kan konkurrere på lige fod med hinanden, idet sportsgrenen er kendetegnet ved, at det er en fordel at veje så lidt som muligt. Deltagerne er derfor slanke af bygning, men af sikkerhedsmæssige årsager er der et krav om, at mandlige deltagere skal veje over 50 kilo, mens kvindelige deltagere skal veje over 47 kilo. Dette er for at forhindre ulykker, så hvis man ikke opfylder vægtkravet, vil båden blive tilført ballast, indtil man når minimumsvægten. Kyotei er desuden en af de få sportsgrene i Japan, hvor det er tilladt at spille om penge.

Total Page Visits: 56 - Today Page Visits: 1