Dramatic Chipmunk

Dramatic Chipmunk

Dramatic Chipmunk er titlen på et kort videoklip af en præriehund, der roterer med hovedet med et fokuseret blik, alt imens der zoomes ind på den. Samtidigt afspilles der en melodi bestående af tre toner, som i samspil med præriehundens udtryk er med til at skabe en dramatisk effekt. Klippet varer kun seks sekunder og blev oprindeligt postet på Youtube i 2007 af brugeren magnets99, der gav den titlen "Dramatic Look". Videoen blev senere genoploadet både på Youtube og andre platforme med titlen "Dramatic Chipmunk", selvom der altså ikke er tale om et jordegern, men en præriehund.

Klippet er fra et japansk morgenprogram kaldet Hello Morning!, hvor fire J-pop-idoler fik mulighed for at kigge nærmere på diverse dyr i et segment kendt som Mini Moni Chicca. Det var i dette segment at pigerne blev introduceret for en præriehund, som blev placeret i en gennemsigtig kasse, hvor den kravlede rundt, før den uden videre rejste sig op, drejede nakken og skulede blikket til siden uden at bevæge sig yderligere, mens kameraet zoomede ind. I det originale klip er der dog intet musik, eftersom dette blev tilføjet til "Dramatic Look"-videoen og stammer fra filmen Frankenstein Junior fra 1974.

Videoen med den dramatiske præriehund er siden blevet redigeret et utal af gange og er også blevet lavet til internet-memes og gif-filer. Allerede i 2007 var videoen så populær, at præriehunden blev kåret til en af årets 10 største Youtube-stjerner.

Total Page Visits: 695 - Today Page Visits: 1