Fiskeskøjtehallen

I november 2016 valgte man i den japanske forlystelsespark Space World at åbne en skøjtehal med noget så unikt som skøjtebaner med intet mindre end 5000 frosne fisk og skaldyr, så dette kunne give indtryk af, at man som besøgende skøjtede rundt på havet, hvor man under vandoverfladen kunne se alt fra krabber til rokker - altså ægte af slagsen, som var blevet frosset ned, efter at de var blevet fanget og havde mistet livet. Mens de fleste fisk og skaldyr blev anbragt i mere eller mindre naturlige formationer, så blev andre dog også placeret i unaturlige af slagsen, idet der eksempelvis var nogle fisk, der tilsammen formede ordet "HELLO".

Fiskeskøjtehallen var yderst populær blandt de besøgende, da denne åbnede, men det varede dog ikke længe, før denne gik viralt og mødte stor kritik i både Japan og i udlandet, for selvom man i Space World syntes, at der var tale om en kreativ ide, så mente mange andre derimod, at det var en anelse makabert at benytte ægte fisk, og nogle mente endda, at det var synd for fiskene - også selvom disse var døde. Det meste af kritikken foregik på internettet, og særligt på Space Worlds Facebook-side, hvor man oplevede mange negative kommentarer. Så trods det høje besøgstal besluttede man sig derfor for at reagere på kritikken ved at nedlægge skøjtebanen, efter at den kun havde været i brug i få uger, og dette var således et eksempel på den såkaldte cancel-kultur, hvor en virksomhed bliver udsat for et digitalt gruppepres til at ændre stilling.

De forsne fisk blev tøet op og genanvendt som gødning, mens der blev afholdt en religiøs ceremoni for at ære dem. Samme år annoncerede Space World, at parken ville lukke i 2018 efter at have været åben siden 1990. Lukningen havde dog intet med fiskeskøjtehallen at gøre, men skyldtes i stedet dårlig økonomi.

 

Total Page Visits: 50 - Today Page Visits: 1