Gankyu name purei

Gankyu name purei

At slikke øjenæbler er en fetich, der i Japan er kendt som gankyu name purei, og i 2013 kunne alverdens medier rapportere, at dette tilsyneladende var blevet en udbredt trend blandt unge i Japan, hvor man oplevede et stigende antal øjeinfektioner, fordi unge slikkede hinanden i øjnene i stedet for at kysse. Denne såkaldte trend var tilsyneladende opstået, efter at øjeslikkeri havde optrådt i en musikvideo af bandet Born, hvilket førte til, at unge begyndte at praktisere fænomenet. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var tale om fake news baseret på rygter, som journalister end ikke tog sig tid til at verificere, inden de begyndte at oversætte og dele historien. Og da det er sådan nyheder nu om dage spredes, opstod der således en udbredt overbevisning om, at øjeslikkeri rent faktisk var blevet udbredt i Japan, uden at japanerne selv anede noget som helst om historien.

Da man forsøgte at indhente statistikker og kommentarer fra japanske øjenlæger, viste det sig nemlig, at man intet kendskab havde til nogen trend om øjeslikkeri, og medierne måtte af den grund trække historien tilbage og erkende, at de havde delt falske nyheder. På trods af det var historien dog blevet spredt i et så bredt omfang, at artikler fortsat ligger tilgængelige og dermed er med til at skabe og opretholde en forestilling om, at japanske unge slikker hinanden i øjnene. Dette er ikke desto mindre en fetich som rent faktisk finder sted i eksempelvis japansk porno, hvor man dog også beskæftiger sig med andre seksuelle nicher som næse-fetich. Men der er netop tale om en niche, for fænomenet kan på ingen måde betragtes for at være udbredt i samfundet.

Total Page Visits: 255 - Today Page Visits: 1