Popo-chan

Popo-chan er navnet på en ugle af arten hvidmasket dværghornugle, som endte med at blive et internetfænomen, efter at et japansk TV-hold besøgte parken Kakegawa Kachoen, hvor Popo-chan optrådte i et segment dedikeret til uglen. Den hvidmaskede dværghornugle har nemlig nogle specielle forsvarsmekanismer, hvilket Popo-chan demonstrerede, idet arten kan "puste sig op" ved at brede sine vinger ud, hvis den står over for en mulig trussel, som er lille nok til at blive skræmt på flugt. Hvis uglen derimod føler sig truet af noget større, vil den i stedet kamuflere sig som en gren, hvilket gøres ved, at den trækker kroppen sammen, kniber øjnene i og sågar ændrer hovedform, så man kan sige, at den hvidmaskede dværghornugle har tre former.

Popo-chan viste dette ved, at dyrepasserne i Kakegawa Kachoen placerede den over for andre ugler, så man kunne bevidne transformationerne på ganske få sekunder. Klip fra TV-programmet endte efterfølgende på nettet, hvor de efter 2010 endte med at gå viralt, hvilket primært skyldes Popo-chans kamuflage-teknik, idet denne får uglen til at se ond og sur ud. Dog er det en udbredt teknik blandt flere uglearter, og det er desuden et syn, man kan opleve i mange dyreparker, hvor man demonstrerer dyrs egenskaber - også i Kakegawa Kachoen, hvor besøgende kunne se Popo-chan ændre udseende både før og efter, TV-programmet om den blev vist. Grundet dens berømmelse på internettet, så kom mange dog efterfølgende til Kakegawa Kachoen udelukkende for at se den rigtige Popo-chan, som altså har været med til at gøre folk klogere på dyrs evner.

Total Page Visits: 262 - Today Page Visits: 2