Jeg elsker sodavand, så jeg synes generelt, det er irriterende, at der i Danmark ikke findes flere smagsvarianter. I Japan er udvalget heller ikke ligefrem overvældende, men man har imidlertid melonsodavand, hvilket jeg er besat af, så jeg derfor drikker flere flasker, imens jeg befinder mig i Japan. Melonsodavand kan også købes i Danmark, men det er alt for dyrt til, at jeg vil påbegynde en afhængighed herhjemme, så det er altså kun noget, jeg drikker i Japan, og jeg forbinder derfor også smagen af melonsodavand med Japan. Det er en forfriskende lidt sød-syrlig læskedrik, der ikke rigtig minder om noget i de normale danske butikker.
Bambus er min yndlingsplante, så jeg bliver altid glad, når jeg ser bambus, som heldigvis gror vildt i Japan, hvor der tilmed eksisterer bambusskove. Når jeg ser en sådan, tager jeg altid et smut forbi for at kunne gå rundt blandt de enorme planter, for der er bare noget specielt ved, at de er så tynde og står så tæt, så man nærmest føler sig som et insekt blandt græsstrå. Grøn er desuden min yndlingsfarve, hvilket nok også er grunden til, at jeg er mere fascineret af bambus end eksempelvis kirsebærblomster og efterårsfarver, som de fleste forbinder med Japan. Jeg er især vild med den lidt udviskede grønne farve, som bambusrør har.
Jeg synes, at japansk er et smukt sprog, fordi det er meget simpelt og ikke indeholder nogle grimme lyde, som man især kender det fra europæiske sprog. Man har nemlig ikke behov for at fægte rundt med tungen, hvilket også gør det til en fornøjelse at tale japansk, men generelt kan jeg bare godt lide at lytte til det japanske sprog, selvom folk taler meget nasalt. Jeg er også vild med de japanske skrifttegn – især kanji, som jo er kinesiske tegn. Ikke nok med at disse er flotte, så er der også bare noget specielt ved, at et enkelt tegn besidder en betydning, som man i nogle tilfælde endda kan læse sig frem til bare ved at analysere tegnet. Så selvom man måske ikke kender udtalen, så kan man alligevel danne sig en forståelse.
En torii er en traditionel japansk port, der primært befinder sig i nærheden af shinto-helligdomme eller hellige steder, da det er ment som et indgangsparti til guderne. Portene står ofte alene, og i sådanne tilfælde siger de mig ikke så meget, men de kan imidlertid også stå på række og skabe tuneller, hvilket typisk ses ved helligdomme dedikeret til guden Inari, hvor privatfolk og firmaer har doneret torii-portene. Jeg elsker derfor at besøge Inari-helligdomme, for at vandre gennem en tunnel af torii-porte er bare en speciel oplevelse – især hvis der er hundreder af dem, for selvom jeg godt nok ikke tror på guder, så føles det bare som en slags spirituel portal, så man ikke kan se, hvor man er på vej hen.
Japanerne har virkelig sans for detaljer på en minimalistisk måde, som man kender det i Danmark, hvor det er former, farver og symmetri, der skaber en slags visuel harmoni. Måske er det netop, fordi jeg er dansker, at jeg er betaget af japanernes æstetiske sans, for de formår med meget få virkemidler at få noget til at fungere og virke tiltalende for øjet. Jeg kan sådan set godt lide at blive overstimuleret med en masse synsindtryk, men der er alligevel noget fascinerende ved at kunne skabe skønhed på simpel vis. Så hvad end det er kunstværker, rumindretninger, haver, skrifttegn, møbler eller noget helt andet, så er japanernes æstetik bare noget, der tiltrækker mig.
Japanerne er virkelig kreative på en virkelig underspillet måde. Der er ingen, der praler af at være kreative, men de fleste japanere lader alligevel til at have et slags talent, som de udtrykker på forskellig vis – eksempelvis via de mange typer af håndværk. Man ser typisk kreative indslag på skilte, sedler og kort, hvor japanerne har sat et personligt præg – typisk i form af tegninger eller grafik, men nu og da kommer man også forbi praktiske installationer eller gennemtænkte løsninger, der virker simple man alligevel så veludførte. Japanernes kreativitet kommer også til udtryk i populærkulturelle medier, hvor man formår at skabe alverdens universer, figurer, karakterer, maskiner, våben osv. Generelt er japanerne klar over, at folk bliver tiltrukket og stimuleret af detaljer og unikke indslag.
Som dansker er jeg vant til at kalde skove og marker for natur, men det flade landskab har aldrig tiltalt mig, for det er for det første kedeligt, og for det andet er det ikke udfordrende. Jeg har derfor en facination for bjerge – både på afstand, hvor jeg synes de er betagende, men også det at vandre på bjerge og bestige dem, er noget der tiltaler mig, så det at Japan er et bjergrigt land, er en af årsagerne til, at jeg elsker landet. Jeg nyder at komme ud og fordybe mig i naturen, hvilket jeg ikke synes, at man kan gøre i Danmark, fordi man aldrig kommer “langt nok væk”. Man støder også altid ind i løbere, hundeluftere og børnehaver på udflugt, så det føles, som om at man deler naturen med andre. At bestige et bjerg giver derimod en følelse af afstand og isolation fra alle andre, fordi man begiver sig op i luften og samtidig kan mærke, at man fysisk lægger afstand til alt og alle, hvilket mentalt er en befriende fornemmelse.
Som pendler mener jeg, at et samfund bør investere i et omfattende og ikke mindst funktionelt togsystem, så befolkningen kan rejse billigt og klimavenligt. Danmark har aldrig formået at løfte denne opgave, men i Japan har man ikke blot anlagt et jernbanenet i hele landet – togsystemet er også kendetegnet ved en fuldkommen absurd punktlighed, hvilket gør det til en fornøjelse at rejse med tog i Japan. Jeg nyder, at jeg for det meste kun skal vente minutter på et tog, at det kommer til tiden, og at byer er knyttet sammen med jernbaner, så jeg nemt kan rejse frem til en destination med tog. Der er sjældent forsinkelser og stort set aldrig aflysninger, så det er ikke så underligt, at der er mange japanere, som rejser med tog, for det er bare nemt og praktisk i Japan, og en tur med shinkansen er en oplevelse i sig selv.
Noget af det, der kendetegner japanerne, er, at de er høflige, og jeg vil vove at påstå, at intet folkefærd på denne planet er så respektfulde og velopdragne som japanerne. Det kan godt være, at japanerne er indadvendte og intolerante over for andre, men det ændrer ikke på, at de i interaktionen med andre mennesker er yderst høflige – især kundepleje er et aspekt, de vægter højt. Japan viser således, hvordan samfundsorden grundlæggende set er betinget af gensidig respekt mellem indbyggerne, for Japan er blandt andet også kendt for at have en lav kriminalitetsrate, mens offentligt hærværk er stort set uhørt. Jeg er så træt af, at folk i denne verden ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt, og når man tænker på Japans historie som en krigsnation, synes jeg det er beundringsværdigt, at man har formået at skabe et land præget af fred og intern ro. For det er jo sådan, verden bør være.
Jeg er kort sagt besat af anime, og det var også det, der startede min interesse for Japan. Jeg er for det første vild med animationen, stilen og detaljerigdommen, som kendetegner anime, men det er også endt med at blive en genre for sig selv, fordi der findes så mange typer af anime henvendt vidt forskellige målgrupper. I anime er man ikke bange for at bryde grænser og tabuer, beskæftige sig med komplekse emner eller skildre vold på eksplicit vis. Man bliver kort sagt bragt ind i et andet univers, hvor der ofte er gjort meget ud af alt fra historie, karakterer, stemmer og musik. Der er nærmest ingen grænser for kreativiteten inden for anime, og jeg nyder virkelig at blive overrasket og underholdt af de mange forskellige fortællinger.