Asama (2568 m.)

Asama (2568 m.)

Asama er et 2568 meter højt bjerg beliggende på grænsen mellem Gunma-præfekturet og Nagano-præfekturet. Der er dog tale om en vulkan, som tilmed er den mest aktive på Japans største hovedø, Honshu, og den bliver derfor jævnligt ramt af mindre udbrud, mens flere store af slagsen har fundet sted i løbet af historien med katastrofale konsekvenser til følge. Eftersom Asama befinder sig i nærheden af Tokyo, kan vulkansk aktivitet være medvirkende til askefald i hovedstaden, der dog ikke er i fare under et større udbrud.

Asama udgør derimod en trussel for de omkringliggende byer, og derfor bliver vulkanen nøje overvåget, mens den bliver spærret af, når den betragtes som værende aktiv. Når Asama har status som inaktiv, er det derimod muligt at bestige bjerget, som har flere tinder, hvoraf det højeste punkt er spærret af grundet faren ved giftige dampe. Det er derfor kun muligt at komme op i 2524 meters højde, hvilket tilmed kan gøres året rundt - også om vinteren, hvor toppen af bjerget er dækket af sne.

At bestige Asama er nemlig ikke så udfordrende, idet der nærmest er tale om en gigantisk bakke præget af vegetation med enkelte stejle formationer. Der er forskellige ruter, man kan benytte sig af, og det vil som regel tage 3-5 timer at nå frem til toppen, hvorfra der er en flot udsigt ud over det omkringliggende landskab.

Total Page Visits: 20 - Today Page Visits: 1