Regnbuebroen

RegnbuebroenRegnbuebroen, der har det japanske navn Reinboo Burijji, som er en japanisering af Rainbow Bridge, er en hængebro, der går over Tokyo-bugten og forbinder byens centrum med den kunstige ø Odaiba. Konstruktionen af broen blev påbegyndt i 1987, og den stod færdig i 1993. Den totale længde er på 3,75 kilometer, men hængebroen alene er kun 798 meter lang, og spændet mellem de to pyloner er 580 meter. Broen består af tre transportsystemer fordelt på to dæk. Øverst oppe kører Japans første computerstyrede toglinje, mens man for neden finder en forlængelse af Shuto-motorvejen med en tosporet vejbane i hver side. Ved siden af vejbanen er der et gangsystem, der ligeledes gør det muligt for gående at passere broen, hvilket kan foregå på både nord- og sydsiden. Vælger man at gå på sydsiden, får man udsigt til Odaiba, mens nordsiden gør det muligt at betragte Tokyo centrum. Det er ikke tilladt for cykler eller knallerter at køre på broen, men man kan sagtens medbringe en cykel som gående. Ved indgangen til broen sørger et tilknyttet personale nemlig for at udstyre alle cykler med en lås med påsat hjul, så det kun er muligt at trække den. At passere broen til fods tager cirka en halv time – dog er den kun åben for gående fra 9 til 21 om sommeren og fra 10 til 18 om vinteren, mens der lukkes for adgang til gangsystemet en halv time før lukketid. Der er opsat hegn, men derudover er der åbent til begge sider, så man som gående både kan se bilerne på sin ene side, og hav og by på sin anden. På trods af sit navn, så er Regnbuebroen helt hvid, men navnet skyldes, at den om aftenen er oplyst med forskellige farver via lamper, der kører på solenergi. Disse ændrer sig alt efter dato og tid.

Indgangen til Regnbuebroen ligger få hundrede meter fra Shibaura-futo station på Tokyo-siden og Odaiba Kaihinkoen på Odaiba-siden. Disse er en del af toglinjen, der passerer broen.

Total Page Visits: 705 - Today Page Visits: 2