Sapporo Maruyama Zoo åbnede i 1951 i Sapporo og var dermed den første officielle zoologiske have på Hokkaido. Det blev besluttet at bygge en zoologiske have i byen, efter dyr fra Ueno Zoos omrejsende zoologiske have havde lagt turen forbi Sapporo, hvor befolkningen blev meget interesseret i at få deres egen zoologiske have. I dag har denne en størrelse på over 22 hektar og er hjemsted for mere end 150 arter, der er blevet sat til at leve i et så naturligt miljø som muligt. Fordi Sapporo ligger så langt nord på, så er dyrenes indhegninger som regel dækket af sne i vinterhalvåret, og det giver folk en unik mulighed for at se eksempelvis elefanter, leoparder og kænguruer boltre sig i sneen. Af samme grund er Sapporo Maruyama Zoo også mest kendt for sine dyr fra de kolde egne af kloden såsom isbjørne og pingviner. Haven er opdelt i forskellige sektioner, hvor dyrene er inddelt i kategorier, og så er her endda også en børnezoo med tamme bondegårdsdyr, som man kan interagere med, ligesom her ligger et par små museer.
Sapporo Maruyama Zoo ligger 1 kilometer fra Maruyama Koen station, der er en del af Sapporos undergrundsbane. Til fods tager turen et kvarter.