Tokyo Sea Life Park er et akvarium beliggende ved kysten ud til Tokyo bugt, og baseret på besøgstal er det det mest populære akvarium i det østlige Japan. På afstand kan det kendes på sin karakteristiske glaskuppel, der dog ikke rigtig tjener noget formål udover at fungere som blikfang, idet selve bygningen kun er på tre etager. Akvariet åbnede i 1989 og er i dag hjemsted for over 600 forskellige arter af fisk, der blandt andet inkluderer tun, hajer og rokker. Der findes sågar en sektion dedikeret til dyrelivet i havet omkring Tokyo og de tilhørende øer, men ellers tager akvariet udgangspunkt i de store verdenshave.
Udover at have fisk så er Tokyo Sea Life Park også kendt for sine mange eksemplarer af pingviner, og en enkelt af disse satte i 2012 akvariet på verdenskortet, da den formåede at flygte, hvorefter den levede i Tokyo Bugt de næste 82 dage, inden den igen blev fanget og bragt tilbage. Apropos fugle, så ligger akvariet lige ved siden af et af Tokyos største fuglereservater, hvor vilde vadefugle blandt andet holder til.
Tokyo Sea Life Park ligger lidt over en halv kilometers gang fra Kasai-Rinkai-Koen station.